Ribe Dyrskues 150 års jubilæum satser på børnefamilierne. Ribe Handel bakker op om jubilæet

Af Filip Knaack Kirkegaard, landbrugsavisen.dk

Tovholder med erfaringer fra Agromek i Herning skal styre Ribe Dyrskue sikkert gennem en stort anlagt fejring af dyrskuets 150 års jubilæum.

Niels Damsgaard Hansen er ny som ansvarlig for Ribe Dyrskue.

I et parløb med Ribe Dyrskues marketingansvarlige, Lisbeth Højvang Linding, står Niels Damsgaard Hansen for at gennemføre dyrskuets 150 års jubilæum fredag 31. juli 2015.

“Vi har stor respekt for, at det er en historisk begivenhed, som fortjener ekstra opmærksomhed.”

“Og uden at røbe for meget kan jeg love, at vi får en prominent åbningstaler, og at underholdningsprogrammet bliver ekstra stort i år,” siger Niels Damsgaard Hansen.

Især for børn og børnefamilier er der grund til at aflægge Ribe et besøg på dyrskuedagen, for arrangørerne har meget fokus på at gøre dyrskuet til en familiebegivenhed.

I anledning af jubilæet går Ribe Handelstandsforening aktivt ind samarbejdet med Sydvestjysk Landboforening, som står bag Ribe Dyrskue.

Målet er at skabe en sammenhængende oplevelse, hvor byens handlende byder ind med aktiviteter og gode tilbud, så det bliver ekstra attraktivt at komme til Ribe i dagene omkring dyrskuet.