Tilbageblik: Balladen om den tilsandede å

Tilsanding, afvanding, bagvand, stormflod, sejlads og ikke mindst penge. Der er mange hensyn at tage, når snakken og ikke mindst historien om Ribe Verstå skal fortælles.

Her er et uddrag af bogen ”By, marsk og geest” fra 2001

Udvidelsen af gennemskæring 1934

På foranledning af Ribe Kommune foretog Hedeselskabet allerede i 1927 en undersøgelse af, hvorledes man kunne afvande byens nærmeste omgivelser mod vest og samtidig skaffe bedre afløb fra byens møller. Det var samtidig kommunens ønske, at der blev fastsat regulativmæssige dimensioner for åen. (fortsættes under billedet)

Skibbroen i Ribe. Da skibstrafikken på Ribe Å ophørte i slutningen af 1800-årene, blev lyst- og passagerfartøjerne de dominerende i havnebilledet. Kilde: Facebook Siden Ribe Kommune Postkort v/Karl Heinrich Andreasen

Hedeselskabet undersøgte to alternative forslag nemlig enten af uddybe og udvide det da bestående åløb (gennem åslyngerne) eller at udvide gennemskæringerne. Ved begge forslag kunne man påregne vandstandssænkning i havnen på 30-65 cm, afhængigt af vandføringen. Gennemførelsen af forslagene ville koste ca. 200.000,- kr., hvortil kom et beløb på 20.000 kr. for regulering af Stampemølleå. I en redegørelse fra 1928 er dte interessant at bemærke, at åbunden i Ribe Havn i 1927 lå i kote -0,85 m DNN (mod nu -1,25), og at Hedeselskabet vurderede, at vandspejlet ved Kammerslusen under almindelige forhold næppe ville komme synderligt under kote -0,20 (mod nu -1,0 eller lavere)

Hedeselskabet forslag blev forelagt amtsvandinspektør Ejnar Kærn til udtalelse. Han mente, at forslagene vedrørende Vesteråen var for dyre, men at det nok var pengene værd at regulere Stampemølleå. Han anbefalede derfor kommunen at rekvirere en landvæsenskommission til at behandle dette spørgsmål tillige med spørgsmålet om nedbringelse af sandtilførelsen fra Haulund bæk.

Med hensyn til Vesteråen mente amtsvandinspektøren, at det måtte være tilstrækkeligt at lade kommissionen forholde sig til gennemgravning af sandbankerne i åen i 10 m. bredde samt i øvrigt at foretage grødeskærng i 25 m bredde. Det ville kun koste 77.000,- kr., men Hedeselskabet mente ikke, at det var pengene værd, og man påpegede, at 2/3 af udgiften, eller 50.000 kr. faldt på strækningen gennem åslyngerne. For de samme penge ville man kunne udvide gennemskæringerne til bundbrede 12 m. til væsentlig mere glæde for arealerne nær Ribe by.

På det første møde i 1928 var der blandt lodsejerne afgjort modstand mod forslagene, der syntes økonomisk uoverkommelige. Lodsejerne havde det synspunkt, at åen først og fremmest var et sejlløb og dermed af størst interesse for byen.

I 1931 har man helt usædvanlig våd juli måned, der forårsagede betydelige oversvømmelser både øst og vest for byen samt betydelig afgrødetab i Ribe-marksen i størrelsesorden 100.000 kr. Så da kommissionen indkaldte lodsejerne til nyt møde i august 1931 var stemningen helt anderles end tre år tidligere. Nu var flertallet for en regulering, mens et mindretal ikke fandt interesse i en uddybning og regulering af åen.

Kommissionen afsagde derfor kendelse d. 29. september 1931 om udvidelse af gennemskæringerne samt etablering af endnu en gennemskæringerne samt etablering af endnu en gennemskæring ved Inder Bjerrum. Endelig skulle der foretages en general uddybning af åen i henhold til regulativmæssige dimensioner fastsat af kommissionen, nemlig til kote – 1,0 m. i havnen og -2,3 m. ved Kammerslusen. Bundbredde blev sat til 15 m. i havnen, ca. 20 m. herfra til vestenden af gennemskæringen og 25 m. resten af vejen til Kammerslusen.

Over den store gennemskæring skulle der bygges en skydebro. Broen skulle indrettes således, at der for sejladsens skyld kunne fjernes 5 m. brodækket over løbets midte.

Også Stampemølleå skulle udrettes og uddybes til de af kommissionen fastsatte dimensioner. Omkostningerne ved hele projektet blev anslået til 170.000 kr. og amtet blev pålagt at udbyde arbejdet i licitation og sørge for dets gennemførelse inden 1. november 1933.

Efter som lodsejerne blev pålagt at betale det meste af regningen, ankede de kendelsen til overlandvæsenskommissionen.

Kendelsen forsinkede arbejdet, men i juni 1933 fastslog Overlandvæsenskommissionen, at regningen til lodsejernene kunne nedsættes. Samtidig blev der sat en ny frist for gennemførelses af arbejdet, nemlig d. 1. november 1934. Og sådan blev det. (Fortsættes under billedet)

Sandpumper i Ribe Havn. Billedet er fra Karsten Eskildsens bog “Ribes Øjeblikke”

I 1955 iværksatte amtet og kommunen undersøgelser over mulighederne for at beskytte landbrugsarealerne langs Vesteråen mod højvande. Tankerne gik på at inddige åen og anlægge en pumpestation ved eller i stedet for Kammerslusen. Dertil mindre pumper til afvanding af engene. Hedeselskabet udarbejdede et skitseprojekt, der ville koste 4,5 mio. kr. at gennemføre og 60.000 kr. i årlige driftsudgifter. Men sagen stilledes i bero i 1962 antageligt fordi der var betænkeligheder med hensyn til helt at afskære eller besværliggøre sejladsforbindelsen til Vadehavet og med hensyn til risikoen for at sænke vanstanden så meget, at kulturlagene under byen ville udtørre og synke sammen.

Samme år indtraf imidlertid en voldsom stormflod i Nordtyskland, blot ni år efter at en endnu værre stormflod i Holland havde kostet mange menneskeliv og svære skader på diger og beboelsesområder. Begge disse katastrofer, der fik havvandet til at stige til hidtil usete højder, gav naturligvis anledning til, at man også i Tønder og Ribe amter beskæftigede sig med spørgsmålet om sikkerheden ved de eksisterende diger.

I Ribe Amt nedsatte man et udvalg, der skulle beskæftige sig med spørgsmålet. I 1966 barslede udvalget med projekterne der varierede i omkostninger mellem 13 og 140 mio. kroner. Udvalget pegede forsigtigt på et projekt til 50 mio. kroner omhandlende forstærkning af det eksisterende dige og anlæg af pumpestationer ved udløbene af Ribe Å, Kongeå og Sneum Å.

Da staten i 1964 nedsatte et ”Stormflodsudvalg”, der skulle arbejde med digesikkerheden i marsken, valgte Ribe Amt at indtage en afventende rolle i forhold til dette arbejde.

Stormflodsudvalget afgav betænkning i 1975 og anbefalede alene at fokusere på forstærkning af det eksisterende dige.

Men den anbefaling fokuserede man i realiteten på stormflodssikkerheden, mens afvandingsspørgsmålet blev trængt i baggrunden.

Bønderne nægtede at bidrage til projektet økonomisk, efter som de havde betalt udgifterne til anlæg af diget i 1912, uden at kommunen havde bidraget økonomisk.

Hårdt presset gik Ribe Kommune med til at betale 6,5-7 millioner kroner af de ca 50. millioner kroner dyre anlægsarbejde.

Samtidig fik Ribe Kommune overdraget statens hidtidige forpligtelse til at drive og vedligeholde Kammerslusen. Kommunen modtog for denne byrde et beløb på 1,5 mio. kr. Var kommunen ikke gået ind på dette, ville det i dag næppe have været muligt at sejle fra Vadehavet til Ribe Havn.

En hollandsk sandpumper blev entreret til at pumpe sand fra vaden og ind på diget. Sandpumperen var så bred og dybtstikkende, at den måtte grave/pumpe sig vej ind gennem sejlrenden ud for åmundingen. Sejlrenden blev derved uddybet – og det fik konsekvenser. Indgrebet resulterede nemlig i en væsentlig sænkning af vandspejlsniveauet i åen. Præcis dette havde landbruget i årevis ønsket, da det løste afvandingsforholdene. (fortsætter under billedet)

Fra bogen ”By, marsk og geest” fra 2001

Reguleringer har skabt nye problemer

Omkring 1990 – ca. ti år efter det sidste indgreb i åen og dens udløb, opstod der på nye problemer med sejladsen på Vesteråen. Ribe Sejlklub henvendte sig til kommune og amt med krav om oprensning af åen. Det kunne dog ret hurtigt påvises, at regulativet for åen var overholdt, hvorfor amtet ikke havde baggrund for at afhjælpe sejlklubbens problem.

(I 1993 sejler rutebåden mellem Ribe Havn og Kammerslusen for sidste gang)

Frem mod det nye årtusinde sker der en del analyser baseret på data indhentet ved de i dette indlæg nævnte år. Konklusionen var, at reguleringer har medført en sænkning af åbunden med op til 75 cm. Alene gennem de sidste 80 år.

Hvilken konsekvens en for lav vandstand kan have for kulturlagene under Ribe by bliver ikke behandlet i dette indlæg.

Efter 2001

I 2016 forsøgte Esbjerg Kommune i forbindelse med naturprojektet Ribermarsken at få genoprettet åslyngerne langs Ribe Å. Et forslag lodsejerne har modsat sig. Forhandlingerne er gået i hårdknude.

Samme år får et forslag om klapbro på omfartsvejen ripenserne op af stolene. For er det overhovedet realistisk med sejlads mellem Kammerslusen og Ribe Havn?

På et foto fra Google Maps ses de gamle åslynger tydeligt