Tilbageblik: Baneløberen

Af Thomas Nielsen, Ribe

D. 14. juni 2007 fejrede Ribe Boldklub sit 90 års jubilæum med en fodboldkamp mod Danmarks Old Boys landshold. Det var lykkedes at få begge Laudrup brødrene til byen.

Selv om vores søn næsten kun lige var startet til fodbold, blev han udvalgt til at løbe på banen med en af spillerne fra det danske landshold.

Det skulle jeg naturligvis se og forevige. Mor var ikke hjemme, så jeg havde vores 2 årige datter på den ene arm og kamera i den anden.

Da spillerne er løbet på banen og står klar, tager jeg den ind over banen med datter og kamera. Jeg kan bare mærke, hvordan alle tilskuerne kigger efter mig. Jeg kan mærke at Laudrup brødrene kigger på mig og tænker – ”en tosse der vil have et foto af os”. Jeg kan mærke de samme tanker fra resten af Danmarks Old Boys landshold.

Men så stopper jeg. Ud for nr. 6 – Bent Christensen, tidligere Lyngby spiller. For ham har min søn fulgt på banen. Og jeg vil forevige dette med mit kamera.

Sønnike var naturligvis ikke overrasket. Men det var Bent Christensen, som var overbevist om, at det var Laudrup brødrene, jeg ville fotografere. Så han voksede lige et par centimer, inden jeg forevigede ham med min søn.

Tillykke med de 100 år Ribe Boldklub!

Bent Christensen og sønnike. Til venstre kan man lige se Michael Schäfer. Og til højre John Lauridsen