Tilbageblik: Hvad et gammelt Ribebillede fortæller

Vestkystens Kronik d. 28.2.1947 af Journalist K.H. Rosenstand, Ribe

I billedarkivet finder jeg et gammelt billede frem. Det er taget i 70’erne i forrige århundrede, og det fortæller en del om byen, den gang i årene efter 1875, da Ribe fik sin jernbane.

Midt i billedet ser man stationsvejen med den gamle dagmarbro. Stationsvejen var den gang en hel ny vej, ligesom Dagmarsgade var nyanlagt.

Ved anlægget af Dagmarsgade måtte man gennembryde huskaréen mellem Badstuegade og Vægtergade, hvorved Dagmarsgade fik de mærkelige overskårne huse, som vi ser den dag i dag. Fra Dagmarsgade førtes stationsvejen igennem over grunde, der havde tilhørt Sct. Catharinæ Kirke, men benyttedes af private havebrugere, gartner Pultz, Stiftsfysikus Kjær og Købmand Quedens. (fortsættes under billedet)

Strygejernet 1960 – bygningen fik sit spidse udseende, da man skulle forbinde Ribe bymidte med den nye stationsbygning og “skar” vejen lige igennem huset

Det havde været drøftet at lægge jernbanestationen, som man ser i baggrunden af billedet, lidt længere ude, hvor Åndssvageanstaltens (Ribelund red.) forstanderbolig nu ligger, men man foretrak dog at lægge den længere inde ved byen, hvorved en del af Asylhaven og de Rhoders Toft forsvandt.

Fylden til Stationsvejen toges fra Gasværkets have og den gamle Mølleltoft, det nuværende Vedelsanlæg, hvorved de sidste rester af byens gamle vejrmølle forsvandt.

At Ribe endnu den gang havde en vejrmølle ser vi i billedets baggrund. Møllehuset ligger der den dag i dag. (Tangevej 31 red.) Det er Lektor Askgaards ejendom på Ladegaards Mark. (Nuværende Tangekvarter red.)

Ladegaardsmark ligger i øvrigt i billedets baggrund ganske ubebygget. Der er ingen Åndssvageanstalt, intet Amtssygehus, ingen villaer, kun bare mark med lidt spredte landsbebyggelse.

I billedets venstre side ser vi en toetages bygning. Det er det nuværende Hotel ”Riberhus”, der den gang var byens fattiggård, (Siden Plejehjemmet Riberhus, der nu står tomt red.) men et solidt hus, tegnet af ingen ringere end Arkitekt Nebelung. At huset er af kvalitet, så man ved ombygningen af kældrene nylig. Forhåbentlig opstår bygningen inden længe som et moderne hotel, som vi alle længes efter. (fortsættes under billedet)

Hotel Riberhus efter ombygningen fra fattiggård til hotel

Bygningen med den store skorsten er Giørtz Klædefabrik, grundlagt af Fabrikant B. Giørtz, Jacob A. Riis’ svigerfader, der også i 1864 byggede den nuværende museumsbygning. Han var søn af Skibsreder, Fabrikant og Rådmand Chr. Giørtz, der anlagde klædefabrikken på Lindegården og byggede den ”engelske” villa på Skibbroen, (Nr. 29 red.) der nu tilhører Ingeniør Jens Styrup. B. Giørtz fabrik blev senere afhændet til Crome og Goldschmidts fabrikker. Pladsen indtages nu af Grosserer L. C. Nielsens ejendom, Møbelfabrikkens brandtomt. (efter sabotage i 1943 red). Automobilhandler Holms forretning og Ribe Biografteater.

Læs eventuelt: Kend din by: Bomuldsfabrikken ved siden af Ribe Domkirke

Foran Giørtzs fabrik ser vi Ribe Gasværk, der trods ombygninger, moderniseringer og udvidelser ikke har forandret sig så farlig meget endda.

Gasværket er jo i vores spartid og ikke-kultid et af Ribes for tiden mest aktuelle værker. Gammelt er det jo også. Det er fra 1863 og var ved at blive privat initiativ. Kommunen greb dog ind.

B. Giørtz havde i øvrigt, for at der kunne komme gang i sagerne, tilbudt privat at forpagte gasværket i 28 år, men på et borgermøde i 1861, hvor bl.a. den initiativrige Apoteker v. Støcken, der i 1849 grundlagde Ribe Jernstøberi, meget anbefalede, at Ribe Kommune selv byggede gasværk, og det blev også vedtaget.

Da man den gang lettere kunne få kullene ad søvejen, påtænkte man først at bygge gasværket på Slotsbleggaarden, så skibene kunne lægge til ved selve værket, men da legatbestyrelsen (det Mathurinske) forlangte 2000 rigsdaler for grunden, og man tillige frygtede oversvømmelser, opgav man tanken og købte i stedet den nuværende grund, der var en del af de Roders Toft, ligesom stationsbygningens grund var det. Prisen for grunden var 16 skilling pr. kvadratalen, og man købte 1000 kvadratalen.

Mange ripensere af i dag vil takke de gode ribeborgere i deres grave for, at vi ikke fik gasværket på Slotsbleggaarden.

Ribe var rigtig med på noderne med den gasværksplan, thi udenfor København var der meget få byer, endda større end Ribe, der kunne rose sig af at have noget så moderne som et gasværk.

Der var da også dem i den lille vestjyske købstad, der havde svære betænkeligheder ved en sådan ny gasanstalt. Der var f.eks. Gotlibsen, der foretrak at bruge pengene til en grundforbedring af Obbekjærvejen, altså et helt moderne forslag som vi har tumlet med indtil de allersidste år, og han frygtede at det nye lys ”ville skære i øjnene”.

Gassen skulle jo ikke blot bruges til at lave mad ved og til at drive maskiner ved. F.eks. vandværkets, der indtil de senere år var gasdrevne maskiner. Nej byens belysning skulle reformeres. De gamle tranlampers tid var forbi. Hele 80 gadelygter blev anskaffet, og folk gik rundt og beundrede Ribe i lygteskær. Butikkerne blev også pragtfuldt gasoplyste.

De hidtidige gadelygter brændte med rapsolie, caraphin og linende. Men nu tog de nye gaslygter helt glansen fra de gamle lygter.
Folk var i det private ikke helt dristige ved ”at brænde luft”, og der gøres udtrykkelig opmærksom på, at gassen skal slukkes ved, at man drejer hanen, og ikke ved at puste lyset ud. Endnu brugt man de åbne gasblus, de aurske brændere med lysnet var dengang ganske ukendte. (“Auerske Brændere” var anset for en almindelig betegnelse for Gasglødebrændere i det hele taget. red.)

Ulykker har Ribe Gasværk været sparet for i sin lange levetid. Eksplosionen i rensehuset i 1906, som jeg tidligere har omtalt, kostede ikke menneskeliv.

Jeg påpegede, at gasværket er et aktuelt spørgsmål i dag, hvor brændselsmangelen er aktuel også for gasproduktionen.

Man har dog før været ude for værre kalamiteter. Således måtte man under den første Verdenskrig delvis fyre i retorterne med fyrrebrænde, og det har man vist, så vidt jeg erindrer, også været lidt inde på under den sidste Verdenskrig.

Ja, lad os håbe at den bliver den sidste og banke under bordet.

Se, det var lid af, hvad det gamle billede fortalte. Det fortæller indirekte om Ribes udvikling siden 1870’ernes dage og til nu. At der trods alt har været en udvikling, ser man bl.a. deraf, at hele den store kvarter på Ladegaardsmarken er kommet til, og det er mærkeligt at tænke sig, at man selv har oplevet Ladegaardsmarken som rigtig mark, hvor man som dreng løb og sparkede til fodbolden.