Tilbageblik: Fanø købte sin frihed i Ribe

Især én begivenhed står klar i fanøboerens historie og erindring

Det er historien om, hvordan fanøboerne i 1741 købte sig fri af den danske konge. Helt siden middelalderen havde de som så mange andre bønder været fæstere, men ved at købe øen blev de selvejere og kom herved til at eje både jord og gårde. Når kong Christian VI (1699-1746) valgte at sælge Fanø og andre jorder under de kongelige godser, hang det sammen med, at Danmark havde været i mere eller mindre uafbrudt krig med Sverige i næsten 80 år. Dertil ville han gerne bygge nye jagt- og lystslotte i København og Nordsjælland.

Kongen vi sælge Fanø på en auktion i Ribe den 10. juli 1741

Derfor besluttede kongen at sælge de jorder, der hørte under Riberhus Ladegård, hvorunder både Mandø og Fanø hørte. Salget skulle foregå ved en auktion på rådhuset i Ribe den 10. juli 1741.

I 1719 havde kongens far, Frederik IV, også forsøgt at sælge Fanø, men da han ikke fandt buddet tilfredsstillende, valgte han at annullere salget. Klog af skade måtte fannikerne og sønderhoningerne, for sådan hedder de to befolkninger, lægge både en strategi og en listig plan, hvis de skulle have heldet med sig.

Fanøboerne havde efter det mislykkede forsøg i 1719 sparet op, alt hvad de kunne. Duelige sømænd tog på farlige hvalfangster i Ishavet og alle gæve piger gjorde tjeneste i høsttiden hos bønder på fastlandet. Da auktionen var blevet annonceret, blev der i de kommende måneder skrabet penge sammen fra kister og skuffer, men den samlede sum var ikke særlig stor. Der var grund til bekymring!

Fanøboerne udtænker en listig plan

Det blev besluttet, at to af de fremmeste mænd fra Nordby og Sønderho med udvalgte mænd og kvinder skulle sejle fra Sønderho til Ribe nogle dage før auktionen skulle finde sted.

Vel ankommet til Ribe erfarede de, at deres værste anelser holdt stik. Både en velhavende herremand og nogle rige jødiske købmænd fra Altona var mødt op. Alle sandsynlige købere, tænkte fanøboerne.

Heldigvis bestod delegationen fra Fanø også af handlekraftige kvinder, som tilfældigvis havde indlogeret sig på samme kro som de jødiske købmænd. For at forhindre købmændene i at nå rettidig frem til auktionen fortæller historien, at kvinderne brugte list. I én historie forlyder det, at de med stole og borde spærrede døren til købmændenes værelser. I en anden fortælles det, at kvinderne ved bedragerisk flirt aftenen forinden havde drukket købmændene fulde, så de næste morgen havde sov over sig.

Men hvordan kunne man sætte herremanden ud af spillet? Ifølge den mest sejlivede anekdote fik auktionarius sig en lille middagslur. Han havde dog forinden givet rådhusbetjenten besked om at blive vækket, når auktionen skulle finde sted. Men Sonnich Jensen fra Sønderho bestak betjenten til at stille rådhusets visere en time frem. Auktionarius blev vækket og gik i gang en time for tidligt. Da der derfor ikke var andre til at byde, lykkedes det med den listige plan for fanøboerne at få hammerslag. Hele auktionen var derfor lykkeligt overstået, da herremanden fra Trøjborg ? og med ham også de rige købmænd fra Altona ? dukkede op.

Gode historier bliver endnu bedre med årene!

Naturligvis er der tale om gode historier, der gennem årene er blevet endnu bedre. Var fanøboernes plan lykkedes, må interesserede købere til de jorder, der skulle sælges efter Fanø, have gjort voldsomme indsigelser. Ja, selv auktionarius ville naturligt nok ikke have fortsat auktionen, hvis ikke en eneste bydende var mødt op. Men fra protokollen véd vi imidlertid, at alle 21 auktionsnumre opnåede hammerslag.

Vi må derfor nødvendigvis skuffe dem, der holder af den gode historie med, at det ér og bliver en skrøne! Dén skal vi naturligvis fortsætte med at fortælle, al den stund den er blevet en fast del af Fanøs kulturhistorie.

Kilde: http://www.aldus.dk/fanoe/frikoebet1741/

Kort tegnet af Oskar von ALVENSLEBEN i 1888