Tilbageblik: Bloddonorerne kunne ikke stå for sygeplejerskerne på Ribe Sygehus

Ribe Folkeblad d. 18. november 1960

Ribe Sygehus (Fra vor aftappede medarbejder)
– Forkølet?
– Ser jeg sådan ud….
– Har De haft gulsot?
– Næh, men jeg kendte engang en kineser

Overbærende tavshed.

Med et tappert, lidt krampagtigt smil smøger manden ærmet op og kravler op på briksen og lægger sig til rette på voksdugen. En venlig stemme siger: ”Nu stikker jeg!”

Det er altid godt at være forberedt, og manden undrer sig – dog ikke højlydt – over, at det ikke var værre. Og snart løber den anonyme ripensers mørke blod ned i beholder på gulvet via en tynd slange. Der står intet navn på flasken, og manden har heller ikke præsenteret sig, for det er ikke nødvendigt.

Blodet er anonymt og vil måske engang – efter at være blevet til serum – redde et medmenneskes liv.

Scenen er fra den store blodaftapning på sygehusets skadegang i går, hvor 400 gav hver en halv liter blod til Statens seruminstituts ”bank” i København.

En enkelt nåede kun at afgive et par dråber. Det var en hærdebred fhv. sanitetskorporal i marinen, der har set hundredevis af blodaftapninger gennem sin tid som værnepligtig sygepasser. Manden gik ud som et lys, da kanylen blev stukket i armen på ham, men han var dog ikke værre medtaget, end at han selv kunne se komikken i situationen.

En anden yngre ripenser var også ”væk” et øjeblik. Men på en anden måde:

Han blev betjent af en køn sygeplejerske. Mens der langsomt løb en halv liter ud af ham, fulgte han med slørede øjne skønheden. Og da hun henvendte sig til ham, formåede han end ikke at svare.

– Vil de have en øl eller en sodavand? Spurgte skønjomfruen.
– Jaeeh, sagde han blot og så ud, som om han havde julelys i øjnene. Han måtte formelig ”vækkes” med magt.

Man bemærkede også en politimand blandt de mange blodafgivere, hvilket gav nogle ungdommelige elementer uden for rækkevidde lejlighed til et par kommentarer.
– Har du set, der er en betjent! Lød det fra den ene.
– Hva´- har sådan nogen også blod! Replicerede den anden kvikt. Betjenten rømmede sig forlegent og gav sig til at studere loftet.

De fleste af blodafgiverne var aldrig blevet tappet før, men alligevel var stemningen som på nytårsaften. Det hele var – selv om baggrunden dog var alvorlig nok- dejlig uhøjtidelig. Folk stod ligefrem i kø for at komme til.

Øllene – der er obligatoriske for donorer – slap hurtigt op, selv om der kun var én til hver. De sidste måtte ”nøjes” med æblemost.

I øvrigt var der bemærkelsesværdig mange kvinder i alle aldre, der vovede pelsen.

For de fleste gjaldt det, at de benyttede tapningen som en kærkommen lejlighed til at slappe af nogle minutter, og for mange var det en ren svir at komme af med den halve liter – især dem med lidt for højt blodtryk eller hovedpine. Det virkede som en stor lettelse. Vi har jo fire-fem liter i os og kan sagtens undvære en halv liter et par gange om året.

Og det er heller ingen sag for raske mennesker at genoprette antallet af blodlegemer.

Trafikanterne, og det er jo os alle sammen, har en stadig stigende konto i seruminstituttets ”bank”. Derfor var det også glædeligt, at så mange havde meldt sig….

De 400 halve liter blod blev straks i nat ekspres sendt til København med tog, hvor det blev afhentet af seruminstituttets folk på hovedbanegården.

Over al forventning

Ikke mindre end 400 mennesker meldte sig i går på sygehuset i Ribe for at afgive blod. Det var mange, mange flere end ventet, idet man i første omgang havde sat 200 som et højt tal. Fra kl. 10 til kl. 21 gik det løs, og det var et træt, men glad, personale der sent i aftes, efter at havde sendt blodet til København, kunne trække sig tilbage.

Det mest overraskende var vel nok, at over halvdelen af de 400 samtidig meldte sig som bloddonorer, og medlemstallet i Ribe bloddonorkorps ligger nu langt over medlemstallet i andre byer af Ribes størrelse.