Tilbageblik: Ripenseren, der blev Esbjergs store mand

VESTKYSTENs Kronik d. 20. november 1959, ved Redaktør Adolph Andersen

Nogle mindebilleder ved skibsreder konsul Ditlev Lauritzens 100 årsdag (158 år i 2017 Red.)

Den 29. november er det 100 år siden, skibsreder, konsul Ditlev Lauritzen fødtes. Han var en af landets dygtigste mænd, en personlighed, der for Esbjerg by i dens opvækst har udvist et umådeligt initiativ og en prisværdig handlekraft. Han var Esbjergs store mand og igangsætter, gennemsyret af en frodig optimisme og sjælden udholdenhed. – I denne artikel skal gengives træk fra hans liv og virke.

Eventyret begyndte i Ribe

Lauritz Ditlev Lauritzen var født den 29. november 1859 i Ribe, som ældste søn af tømmerhandler Jørgen Lauritzen. Han elskede som dreng af færdes på Skibbroen, hvor småskibene dengang lagde til og bragte et pust udefra til den stille domkirkebys liv.

Hernede fødtes hans udlængsler, der medførte, at da han 14 år gammel havde afsluttet sin skolegang på Ribe Katedralskole, bad han sin far om at få lov til at komme til søs.

Han blev forhyret på en lille galease, der sejlede træ hjem fra Norge og foretog med den i et årstid nogle rejser.

Men han blev hurtigt ked af sømandslivet. Dels led han stærkt af søsygens kvaler og dels knugedes han af en dyb hjemve, men give op på eget initiativ, nej, det var han for stolt til. Det passede ham derfor udmærket, at hans far en dag foreslog ham at tage på Grüners handelsakademi i København. Det var nemlig faderens ønske, at Ditlev skulle være købmand.

Hidtil havde drengen kun fået lidt praktisk uddannelse ved at gå til hånde hjemme på tømmerpladsen i Ribe. Efter endt handelskursus i hovedstaden fik han sin videreuddannelse i faderens forretning. Under sit virke her blev Ditlev Lauritzen jævnligt sendt til Esbjerg for at modtage trælaster.

Derved fik han hurtigt blikket op for, hvad anlægget af Esbjerg havn betød. Den 15. april 1884, godt 24 år gammel, etablerede han – under faderens navn – firmaet J. Lauritzens Trælasthandel, og han lagde hermed grunden til den lange række virksomheder, som han i kraft af sit friske initiativ og sin seje energi på får år skulle komme til at opbygge. For Esbjergs kommercielle opsving – både som import- og eksportplads – har ingen enkeltmand betyder blot tilnærmelsesvis det samme som Ditlev Laurtizen.

Ung købmand i Esbjerg

Under Esbjergs bys hurtige blomstren frem af sandet – der var i 1884 ca. 2000 indbyggere i byen – var der hårdt brug for byggematerialer, men der var også brug for kul. Derfor føjede Ditlev Laurtizen hurtigt import af kul og bygningsmaterialer til sin trælast-import. Få år efter knyttede han hertil artikler som foderstoffer og kunstgødning, og i 1887 åbnede han yderligere en smør-eksportforretning.

At opbygge alle disse virksomheder kostede arbejde, energi og nøjsomhed i levesæt, men alle de egenskaber ejede Ditlev Lauritzen i bredfuldt mål.

Da han kom til Esbjerg, boede han en kort tid på Spangsberg hotel, der altså er et meget gammelt hotel, men senere indrettede Lauritzen sig en spartansk bolig i et værelse bag kontoret i det pakhus, han havde ladet opføre i nærheden af havnen og jernbanesporet. Han var, som antydet, en både nøjsom og flittig ung mand, der gav agt på tiden og de mindste udgifter i disse hans første år i Esbjerg.

Kilde: http://www.perbenny.dk

Som et bevis på hans energi kan nævnes, at det hændte, at man i den årle morgenstund kunne se ham stå og losse kul i et par timer, inden han begyndte på kontoret eller drog ud til kunderne. Han var også i starten sin egen handelsrejsende, der pr. hestevogn tog ud til kunderne, ikke alene i Esbjerg og omegn, men han gjorde ofte lange rejser helt op til Holstebro og Lemvig for at sælge kul. Han måtte slide hårdt i det for at erhverve sig en kundekreds blandt mejerier og købmænd, der næsten alle på det tidspunkt handlede med Hans Broge i Aarhus, der havde indprentet sine kunder, at kun Aarhus-kul duede.

Et vældigt skub fremad fik Lauritzens kulforretning under den strenge isvinter i 1895, da Esbjerg var den eneste åbne havn i Jylland, og al ind- og udførsel gik den vej. En overgang lå der 20 kulskibe i havnen. Lauritzen skyndte sig at købe kullene, og fik så hele byen sat i gang med at losse. Lærere, kontorfolk, skomagere og skræddere fik fat i skovlskafterne. Der var store penge at tjene. Og fra Lauritzen spredtes kullene videre ud over Jylland. Han nåede så lang mod nord, at han trængte ind på Hans Broges enemærker. Hans Broge blev så rædselsslagen, at han straks søgte kontakt med Ditlev Lauritzen, hvis konkurrence han hidtil ikke havde regnet med. De to firmaer sluttede nu et forlig, hvorefter de enedes om at sætte en grænse imellem sig. Den skulle gå der, hvor fragten fra Aarhus og Esbjerg var ens.

Esbjerg var ikke på søkortet

Det, der voldte Ditlev Lauritzen flest vanskeligheder i begyndelsen, var at få nogen til at sejle kul fra England til Esbjerg, bl.a. fordi byen og havnen ikke fandtes på noget søkort. Han begyndte med at befragte nogle små Fanø-skonnerter til at sejle kul hjem fra England, men de kom meget uregelmæssigt, alt efter som vindforholdene var. Så fik han forbindelse med en dampskibsreder i Flensborg, men da hans skib sejlede på grund udenfor Esbjerg havn på den første tur, skulle han ikke nyde mere.

Derefter gik Lauritzen over til at benytte timechartrede skibe, men fragt-spørgsmålet voldte ham stadig vanskeligheder og hæmmede ham i konkurrencen med de store, gamle kulfirmaer i østkysten havnebyer.

Så skete det en dag i foråret 1888, at Kaptajn Søren Meinertz, Esbjerg, som var forlist to gange med sejlskibe, kom ind på Lauritzens kontor og sagde, at han kunne tænke sig at komme over i den mere stabile dampskibsfart, og at han vidste, hvor man kunne købe en damper til en skikkelig pris.

– Lauritzen var straks fyr og flamme, og i fællesskab købte de to derpå i England ”Uganda”, som kun kunne løbe 6-7 knob og laste 400 tons. Den kostede 3000 pund sterling.

Uagtet skibet samme år sprang læk og sank i Nordsøen (besætningen blev heldigvis reddet), havde den, der både sejlede dyrt og dårligt, givet sine redere en god fortjeneste og navnlig åbnet Lauritzens øjne for, at her var et forretningsfelt, som burde opdyrkes. Han fik mod på skibsfarten.

Nådeløst afslag fra Tietgen

1890 indhentede Ditlev Lauritzen et tilbud fra Burmeister & Wain på en damper med 550 tons lasteevne. Den ville koste 160.000 kroner. I den anledning rejste Lauritzen til København, hvor han henvendte sig til Privatbanken og bad om et lån. Bankdirektør Larsen modtog ham velvilligt og stillede et lån på 80.000 kroner i udsigt. Just i samme øjeblik, som denne aftale var truffet, dukkede gehejmeetatsråd C. F. Tietgen op, og han fik lånet forpurret. Lauritzen fik senere bevilliget lånet hos bankierfirmaet J.S. Salomonsen & Co.

Om dette møde mellem C.F. Tietgen og Ditlev Lauritzen har forfatteren Tage Helt i sin bog ”16 stormænd i dansk erhverv” givet følgende interessante skildring:
”Tietgen målte den kun 31-årige vestjyske forretningsmand og spurgte ham, hvad de mange penge skulle bruges til ”Til en damper”. Og hvad skal damperen så bruges til?” ”Jeg vil sejle mine egne varer hjem”, sagde den unge Esbjerg-købmand. ”Jamen, kan De ikke bruge vores skibe?” spurgte Tietgen. ”Jo”, svarede Lauritzen, ”det kunne jeg jo nok, men jeg kan ikke bruges Deres fragter!” Tietgen stivnede. ”I de sidste år har vi været nødt til at lade Det forenede Dampskibsselskab overtage flere mindre selskaber, fordi de ikke kunne svare sig”, sagde den almægtige Tietgen, ”og det ville nok heller ikke vare længe, før vi blev nødt til at overtage Deres damper”.

C.F. Tietgen, dansk bankdirektør (udateret arkivbillede).

Det nyttede ikke, at Larsen ville åbne kassen, for Tietgen havde nøglen, og han drejede den nådesløst om, så snart han anede en ny konkurrent. Men Lauritzen skaffede lånet andet steds. Han ar alt for klog til at begynde kampen med en så overmægtig fjende som Tietgen. Da han hade fået lånet i orden, opsøgte han på ny den store finansmand på Børsen, bad ham om en samtale og forklarede, at han nu havde fået penge fra anden side, men at det ingenlunde var hans mening at ville konkurrere med DFDS.

”Det glæder mig, unge ven, at De siger mig det”, skal Tietgen have erklæret, ”for så sparer De mig for at myrde Dem….”

Derpå gik gehejmeetatsråden sin vej.

Tietgen glemte ikke den unge, vestjyske købmand. Da Esbjerg senere skulle fejre sit 25 års jubilæum, sendte kongen den indstillingsliste, hvorefter jubilæums-ordenerne skulle uddeles, ned til Tietgen til gennemsyn. Han føjede Ditlev Lauritzens navn på listen. For han vidste, at ingen mere end han havde støttet nybyggerbyens vækst på en god og sund måde. Derfor skulle han have et ridderkors.

Da kongen på den store festdag personlig overrakte Ditlev Lauritzen ridderkorset, blev denne så overvædet, at ha nikke kunne få det fæstnet på sit bryst. Da trådte Tietgen til og hjalp ham med at få korset fæstet på kjoleopslaget.

Et rederi bygges op

1891fik Lauritzen sit nye skib, som fik navnet ”Nordsøen”, i fart, og i 1893 fik han yderligere en damper bygget på Helsingør Skibsværft. Efter at han sammen med kreditforeningsdirektør M. Clausen fra Ringkøbing i 1895 havde købt en ældre engelsk damper, stifede han med de tre både som basis i maj samme år dampskibsselskabet ”Vesterhavet” med en aktiekapital på 440.000 kroner og med en samlet tonnage af 2650 tons. Lauritzen satte nu så at sige al sin kraft ind på at opbygge det nye rederiforetagende. Det lykkedes for ham. – ”Vesterhavet” rådede med udgangen af 1900 over 9 skibe med en tonnage på 13.043 tons, og ved krigsudbruddet i 1914 havde han fået ”Vesterhavet” ind i et fast og sikket leje, idet selskabet da ejede 26 skibe med en tonnage på 33.264 tons.

Tilbageblik: Ripenseren, der blev Esbjergs store mand – Del 2