Tilbageblik: Ripenseren, der blev Esbjergs store mand – Del 2

Allerede i begyndelsen af 90’erne, da Lauritzen var blevet grebet af tanken om at ofre sig mere og mere for sin rederivirksomhed, begyndte han successivt at udskille i særlige firmaer eller aktieselskaber sin store, alsidige købmands-virksomhed. Herved blev bl.a. i 1893 A/S Eriksen & Christensen til. Men trods sit travle virke som reder, fik han dog samtidig tid til at opbygge og medvirke til at skabe andre industrielle virksomheder, bl.a. Esbjerg Rebslåeri, fra 1909 Esbjerg Tovværksfabrik, en oliemølle der i 1934 blev overtaget af Aarhus Oliefabrik og en trikotagefabrik.

I 1919 var han medstifter af fiskehermetikfabrikken i Esbjerg, som siden 1926 har været forpagtet til Fyns Konservesfabrik. Også på anden måde var han virksom for at ophjælpe fiskerierhvervet. Således skaffede han i årene 1900-1905 i alt 20 vestkystfiskere 2. prioritetslån i Københavns Handelsbank, hvorefter en kraftig modernisering af Esbjergs rødspættekutterflåde blev muliggjort. Han begyndte selv den første danske sildekutter. (Fortsættes under billedet)

Fotokilde: http://www.jernbanen.dk

1907 søgte han med starten af ”Islandsk-Færøisk Kimpagni” at gøre et nyt fremstød på fiskeriets område, men resultatet blev ugunstigt på grund af ledernes uduelighed, hvorefter selskabet måtte likvidere med betydelige tag. Konsul Lauritzen selv tabte så mange penge, at han en tid var stærkt økonomisk rystet. Men han red stormen af og var hurtigt igen konsolideret. Konsul Lauritzen var medstifter af Esbjerg-Fanø Bank, men på grund af utilfredshed med bankens lånepolitik, blev han under et bankrådsmøde fornærmet og gik sin vej. Han startede kort efter Esbjerg Handelsbank, hvis første direktør han personlig udpegede. Det blev Hassing-Jørgensen, den senere radikale trafikminister.

Det siger sig selv, at Ditlev Lauritzens stærke initiativ allerede tidligt gjorde ham til en forgrundsfigur i Esbjerg. 1889 blev han medlem af handelsforeningens bestyreles, 1890 næstformand og formand fra 1898 til 1902. Desuden blev han i 1898 indvalgt i Esbjerg byråd, men dette hverv gav ham, hvis talelyst stod i omvendt forhold til hans handlekraft, ingen synderlig tilfredsstillelse, og i 1900 nedlagde han sit byrådsmandat.

Også plantningssagen i Vestjylland havde en god talsmand i Ditlev Lauritzen. Han opdyrkede og beplantede 400 tdr. land til plantage, (Nørreskoven), opdyrkede et andet par hundrede tønder land til en mønstergård ”Hedelund” og anlagde Vognsbøl-parken. Han ville skabe læ omkring Esbjerg. Nævnes kan det også i denne forbindelse, at det var Ditlev Lauritzen, der indførte up-to-date-kartoflen og zitkagranen i Vestjylland. Han var den første, der anskaffede sig bil i Esbjerg, og han var foregangsmand for at få telefonforbindelsen etableret i Vestjylland.

Farvel til Esbjerg
For konsul Lauritzen var livets indhold først og fremmest arbejde. Penge som sådan havde aldrig interesseret ham. Det var for ham et arbejdsmiddel, aldrig et mål.
Skønt konsulen virkede kort og ordknap med et forbeholdent blik bag lorgnetglassene, var han en mand med hjertet på det rette sted. Få gik forgæves til ham om hjælp, hvis han skønnede, der var hjælp behov. Optog en social opgave ham, var han rundhåndet. Han stiftede Esbjerg Bombebøsse til understøttelse for gamle søfarere og deres efterladte. Ofte lånte han unge mennesker penge, så de kunne læse til maskinist-eksamen. Dette forhold drog redaktør I.P. Sundbo frem i sit blad og advarede forældre imod at deres sønner modtog en sådan hjælp. ”Det var konsulens bagtanke”, skrev Sundbo, ”at skaffe sig guldbundne slaver, der senere var nødt til at slide for ham for en ringe løn”.

Denne mistænkeliggørelse, der var grebet ud af luften, sårede og harmede Ditlev Lauritzen. Han kom med tiden i et yderst spændt forhold til Sundbo og det socialdemokratiske parti, der til sidst faktisk jagede konsulen bort fra Esbjerg.

Skønt sonsulen var udtrådt af byrådet, sad han stadig i havneudvalget, hvor han udrettede et stort, påskønnelsesværdigt arbejde bl.a. virkede han ivrigt for havnen uddybning. Også hans arbejde her mistænkeliggjorde og angreb redaktør Sundbo. I havneudvalget havde han den usædvanlige triumf at få det af ham forfægtede vestprojekt gennemført med loven om Esbjerg havn af 12. april 1909, uagtet folketinget tidligere havde stemt for østprojektet, der var Sundbos projekt. Herved tilspidsedes kampen yderligere mellem de to skikkelser, og da yderligere det nye styre i Esbjerg satte konsulens kommuneskat op fra knap 3000 kroner i 1911 til næsten 25.000,- kr. i 1913, flyttede konsul Lauritzen sit rederi til København i 1914.

Skønt han således havde forladt Esbjerg i vrede, bevarede han stadig sin interesse for Esbjergs trivsel, hvilket bl.a. fremgår af hans medvirken til hermetikfabrikkens start i 1919 og ved at han i 1920 søgte at skaffe byen en lufthavn.

Heller ikke sit kære Fanø glemte konsul Ditlev Lauritzen. Han reddede Fanø navigationsskole fra undergang. Han stiftede et legat på 100.000,- kr. til Fanø-søfolk, og han udrustede skoleskibet ”Fanø”, ligesom han forærede Nordby kirke et orgel til 10.000,- kr. m.v. Hans kærlighed til Fanø og dens sømandsbefolkning var ægte og trofast.

22 skibe forliste under krigen
Det var lige før 1. verdenskrig, konsul Lauritzen flyttede til København, hvor han på Scherfigsvej i Hellerup indrettede sig sit smukke hjem. Da krigen kom, forudså Lauritzen, at fragterne ville stige voldsomt, og han afsluttede straks kontrakter om flere nybygninger.

Dels var Ditlev Lauritzen fransk konsul siden 1894 og dels sejlede hans skibe under krigen med frugt som tyskerne mente skulle forvandles til marmelade til de engelske soldater. Det medførte, at tyskerne i særlig grad havde kig på konsulens skibe, hvoraf 22 gik tabt ved krigsforlis. Da dette store tab var konstateret, blev det besluttet i 1918 at overdrage resten af ”Vesterhavet”’s skibe (11 dampere), til dampskibsselskabet ”Progress”. Samtidig vedtoges det at lade selskabet, hvis aktiekapital var 2 millioner kroner, træde i likvidation.

Rederiet uden skibe skulle altså nu afvikles, men mens likvidationen stod på, forandredes forholdet. Konsul Lauritzen følte trang til at have noget at arbejde med, hvorfor han begyndte helt forfra, idet han nu på privat basis startede familierederiet ”J. Lauritzen”, der hurtigt genopbyggede en flåde, idet det allerede ved indgangen af 1922 rådede over en tonnage på 26.300 og fire så senere endog over 47.300 tons.

I modsætning til årene før 1. verdenskrig, hvor ”Vesterhavet” væsentlig blev drevet som rent tramprederi, gik konsul Lauritzen nu over til at holde en del af flåden i kontraktfart for dermed i nogen grad at firgøre sig for konjunktursvingninger, og fra 1930 begyndte selskabet at opdyrke frugtfarten ved bygningen af særlige for det formål egnede meget kostbare skibe. Herved erobrede han et helt nyt fragtmarked for dansk erhvervsliv.

Ved Lauritzens død rådede selskabet over en samlet tonnage på 90.300 tons. Desuden havde selskabet på samme tidspunkt skibe under bygning til 25.000 tons, hvilket omfattede nybygnings-program krævede optagelse af store lån, som ydedes af Nationalbanken, af hvis repræsentantskab Ditlev Lauritzen fra 1915 havde været medlem.
Ved konsul Lauritzens død rådede rederiselskabet ”J. Lauritzen” da også over en særdels moderne fløde, og hvad specielt frugtskibene angår, lå selskabet i første plan, selv målt med en international målestok.

Uheldig værftsspekulation
I tilslutning til sin rederivirksomhed havde konsul Lauritzen allerede i sine Esbjergdage været inde på tanken om at få startet et Jernskibs- og maskinbyggeri i Esbjerg. Sammen med tre andre Esbjerg-købmænd havde han i 1896 indgivet andragende til indenrigsministeriet om lejemål af et dertil passende areal ved Esbjerg havn, men sagen strandede på ministeriets stramme betingelser. Efter 1. verdenskrig genoptog han imidlertid tanken om anlæg af et skibsværft i langt større stil, og i fællesskab med to andre københavnske redere fik han i 1919 påbegyndt anlægget af et skibsværft i Køge.

Det første skib fra Køge-værftet afleveredes i 1921, men det viste sig hurtigt, at værftet ikke var konkurrencedygtigt, og i 1923 blev det solgt til Københavns Flydedok for en ringe sum, hvorved de forskellige interessenter led meget betydelige tab.

Døde Juleaftensdag
I det sidste årstid, konsul Ditlev Lauritzen levede, led han af mavesår, der ofte lænkede ham til sygelejet. Dog var han indtil nogle får uger før sin død jævnligt inde på kontoret i Hammerensgade for at drøfte forretning med sine to sønner, konsulerne Ivar og Knud Lauritzen, der allerede dengang var optaget i firmaets ledelse, og som siden har videreført det gamle firma på en dygtig måde i fremgangens tegn.

Konsul Lauritzen døde juleaftensdag 1935, lige over middag, just før juleklokkerne kimede den store højtid ind. En lungebetændelse, der var stødt til, lukkede den godt 76-årige Ditlev Lauritzens øjne for stedse. Et sjældent virksomt liv var tilende.

Den 27. december jordedes den gamle konsul fra Holmens kirke, der var fyldt til sidste plads. I det store følge sås mænd med funklende uniformer, dansk erhvervslivs kendteste navne, søfolk i alle genre, fra kaptajn til fyrbøder og matros og Fanø-koner i deres maleriske dragter.

Ved den blomstersmykkede båre talte pastor Johs. Larsen, Hellerup (tidligere kontordreng hos Lauritzen i Esbjerg) og sekretær, cand.theol. Åge Falk-Hansen (født i Esbjerg og barndomsven med Ivar Lauritzen).

I sin tale sagde Falk-Hansen bl.a.:  – Da jeg var dreng i Esbjerg, sagde man ofte, at en af konsulens hemmeligheder var den, at han forstod at omgive sig med dygtige folk. Han forstod at se sine folk an og bedømme dem rigtig. Jeg husker en begivenhed fra dengang. Ivar Lauritzen og jeg var sejlet ud mellem Fanø og Esbjerg og var kommet ind i Fanøfærgens kølvand. Fra dækket havde en herre set det og fortalt det til konsulen, og jeg blev i den anledning kaldt ned til konsul Lauritzen. Uden at sige et bebrejdende ord, gik konsulen hen til skabet og bredte et kort ud. På den mest omhyggelige måde forklarede han mig strømforholdene mellem Esbjerg og Fanø, men den røffel, jeg ventede, udeblev. Jeg lærte meget af denne kloge fremgangsmåde.

Adolph Andersen

Rederiet Lauritzen forærede i 1972 en tro kopi af vadehavseverten Johanne Dan. Der er også en plads i Ribe, der er opkaldt efter den aktive erhvervsmand