Tilbageblik: Af Ribe Kanalhus’ saga

VESTKYSTEN d. 3.12.1943 af Journalist K.H. Rosenstand

Ribeegnen er ikke rig på nære udflugtssteder. Mange har fornøjelige minder fra de nu nedlagte Sdr. Farup Kro, hvor der ikke mindst i de år, da man byggede diget var livlig rykind af ribeborgere og andre fremmede, der skulle ud og se det store vesterhavsdige gro frem, og hvor man altid blev godt og venligt modtaget af den udmærkede kromand Hansen og hans venlige kone.

Borte er også det ligeså folkekære som landskendte ”Holmehus”, hvor P. Thomsen residerede, ligesom det hyggelige Ydre Bjerrum som kro for længst er en saga blot.
Her reagerede familien Thygesen, der senere flyttede teltpælene til den lille hyggelige slusepavillon, der kendes af hundreder af glade sommergæster.

Men ligeså populær, som slusepavillonen og ”Holmehuset” før den, var og er den anden restauration ved kanalen, nemlig ”Kanalhuset”, der oven i købet har en næsten hundredårig historie at se tilbage på.

Men Kanalhuset ligger i Farup sogn, og nu skal der være kommuneafstemning om bevillingen til dette ripensernes glade udflugts sted. Kanalhuset er aktuelt i øjeblikket.

På den morsomme lille banke ved kanalen ligger den originale kro med det langagtige hus.

Huset blev bygget i 1850’erne, da kanalen blev bygget, og beliggenheden var længere nede ved kanalen på selve opfyldningen, ja huset måtte endog opføres på pæle.

Men bygningen hærges slet af de ofte indtrædende stormfloder.

Så tog man det fornuftige parti at flytte huset bort fra bredden op på en lille forhøjning i landskabet.

I 1881 var huset ude for en særlig slem stormflod. Det var den gang Tranberg fra Dortheashvisle mistede 30 af sine 60 stude.

1882-83 byggedes det nye kanalhus på en mere sikker plads, på et stykke jord, der ejedes af Gdr. Mikkel Sørensen, Aalbygaard i Farup, og nu ligger det sikker nok, endogså skærmet af digets grønne bue.

Maren ved Kanalhuset. Gengivet med tak til Sydvestjyske Museeer

Kanalhusets første vært hed Clausen. Han solgte allerede i 1874 kroen til Hans Thøgersen Mikkelsen, der drev Kanalhuset til sin død i 1925. Siden drev hans enke Maren forretningen. Hun blev 87 år, men i de sidste år hjalp sønnen Marius Mikkelsen og hans hustru til, og da moderen døde i 1937, overtog sønnen styret, idet han ofrede mange penge på en restaurering og tilbygning, så den gammeldags hygge forenes med den nye tids krav.

Mange turister og Ribe bys borgere søgte i stigende tal til Kanalhuset, der altid har været drevet pænt og godt. Særlig mange kom, da diger og sluser blev bygget.

Til at begynde med var forholdene i Kanalhuset primitive nok, og på et punkt er primitiviteten bevaret den dag i dag. Det er med hensyn til drikkevandet. Det var ikke muligt fra en brønd at skaffe vand af ordentlig kvalitet. Endnu i min barndom måtte man tage vandet til husholdningen fra selve kanalen, og vandet var ved visse vinde godt nok, til husbehov i hvert fald, men når havet, det var før Kammerslusens tid, satte saltvandet ind, måtte man drikke brakvandspunsche i Kanalhuset.

Nu hentes vandet inde fra Ribe i tønder, så man altid er forsynet med god kommunevand.

Kanalhuset blev for øvrigt bygget ”ej blot til lyst”. I den tid, hvor Ribe endnu havde en ikke helt ubetydelig småskibsfart, gjorde Kanalhuset tjeneste som karantænestation. Det var koleraen, man frygtede, og det gule karantæneflag vajede i adskillige år fra Kanalhusets flagstang. Også på anden vis var Kanalhuset til nytte.

Når stormfloderne om efteråret pludselig indtrådte, fik egenes karle travlt med at redde studene. Tranberg havde en slags fold i nærheden af Kanalhuset, og her blev studene, som gik på holmene, drevet op og var i sikkerhed. Det var ofte hårdt arbejde, og mange forfrosne og gennemvåde mennesker tyede, når faren for dyrene var overstået, ind i Kanalhusets lune stuer for at blive livet op med en kaffepunch eller to.

Men der kunne også være fest i Kanalhuset, især i høbjergningstiden, når fannikerne kom efter hø. Så kunne der til tider ligge op imod en halv hundrede lægtere fra Fanø på en gang, ved Kanalhuset., og så gik dansen lystigt til den lyse morgen.

Fannikerne havde selv musik med, harmonika osv. Det var vistnok ved en sådan lejlighed at Thomas Nikolajsen fra Farup trådte dansen på de bare fødder, thi omegnens befolkning deltog naturligvis i lystigheden. Særlig livligt var der på Holmesøndag med Ribe Politikorp’s traditionelle besøg, og sommeren igennem kommer stadig mange turister og ribeborgere med deres motorbåde ud til det hyggelige udflugtssted, jan mange har gennem årene været stamgæster derude.

Ribe Politikorps på holmefærgen, med Ribe Domkirke i baggrunden. Gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

En af de mest kendte stamgæster var Ribe bys æresborger, den nu afdøde Byarkivar og højt agtede lokalhistoriker C.N. Termansen. Han lagde altid sine lange spadsereture ud til Kanalhuset, hvortil han kom fra Ydre Bjerrum eller holmene. Når så gamle Mikkelsen så den kendte skikkelse tone frem i det flade landskab, råbte han ind til konen: ”Sæt æ kiel (kedel) o, Maren, no kommer Termansen”.

Efter den store istandsættelse i flere tempi, sidst med en veranda, forandringer, der med forståelse er foretaget, uden at det er gået ud over den gammeldags hygge, er gæsternes antal i Kanalhuset steget, og nu kommer Jobsposten, at Farup Sogneråd har fået betænkeligheder, ganske vist med 4 stemmer mod 3, med at forny bevillingen efter den 5 årige periodes udløb. Ganske vist har man intet at indvende mod kroens indehaver eller den måde, forretningen er blevet drevet på, men nu skal der altså være kommuneafstemning. Men ”Folkeafstemningen” vil formentlig rense luften. Det går forhåbentlig nok, ellers bliver der sorg og drøveles hos mange ripensere og turister.

Men Kanalhuset har stået for være storme end den, der nu trækker op.

I dag er Kanalhuset blot en ruin