Tilbageblik: En primitiv opvarmning af Ribe Domkirke

VESTKYSTEN 12. februar 1943 af Journalist K. H. Rosenstand

I disse brændselsfattige tider synes vore kirker at være stedbørn, hvad opvarmning angår, et forhold der står i en noget besynderlig modsætning til de kvantiteter af brændsel, der bliver f.eks. forlystelsesetablisementer til del.

Men givet er det, at de store kirkebygninger sluger forholdsmæssig store kvantiteter af brændsel og da brændsel tillige er en kostbar vare, spiller det økonomiske spørgsmål jo også ind her, endog i følelig grad.

I de sidste vintre har man derfor truffet den ordning i Ribe, at alle gudstjenester udenfor højtiderne henlægges til Sct. Catharinæ kirke, der er lettere og noget mindre kostbar at opvarme på grund af sit mere moderne varmeværk.

Da menighederne imidlertid altid gerne vil benytte deres egen sognekirke, hvor de føler sig mest hjemme, turde det være en given ting, at man, når mere normale tider engang atter melder sige, (artiklen er skrevet under 2. Verdenskrig. Red.) må til alvorligt at overveje mulighederne for at skaffe den ærværdige domkirke et nyt varmeværk.

Man fryser nemlig ekstraordinært i Ribe Domkirke om vinteren, og navnlig ældre mennesker kan pådrage sig alvorlige sygdomme ved et sådant kirkebesøg om vinteren.

Man skal imidlertid ikke så særlig langt tilbage i tiden for at ramme den tid, da man altid frøs i vores kirker om vinteren.

Der var nemlig slet ikke tale om at opvarme dem. I vore oldeforældres , ja såmænd også ind i vore forældres tid, afholdt kulden ikke folk fra at gå i kirke om vinteren. Man frøs bogstavelig talt med anstand, eller man havde sit eget private varmeværk.

I mit eje er en nydelig ting, der ligner en slags stor taske, udvendig smykket med korstingsbroderi og indvendig foret med lammeskind. Det er en lille fodpose, som damerne i de gamle dage tog med i kirken og puttede pusselankerne i for at holde dem varme. I øvrigt var folk ganske afgjort mere hærdede dengang. Ingen centralvarme havde gjort menneskene til drivhusplanter, og man vågnede gladelig op om morgenen i et iskoldt soveværelse for at begynde dagen med at knuse is i vandfadet, og man blev ikke syg af den grund.

Men i en tid, hvor altså spørgsmålet opvarmning af Ribe Domkirke er blevet så sørgeligt aktuelt, kan det måske more at få at vide, at man langt tilbage i tiden gjorde et lille tilløb til at få kirken opvarmet om end det var på en yderst primitiv måde.

Her er vi helt oppe i midten af 1930’erne. Bemærk skorstenen til venstre i billedet. Den tilhører domkirkens varmecentral. Billedet er gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

Det kan måske snarere siges, at man søgte at skaffe dem, der ofte kom i kirken, en lille opvarmning. Selve kirken lod sig naturligvis ikke opvarme med de primitive midler, man den gang rådede over.

Man må nu erindre, at der dengang, det var i året 1474, var langt flere gudstjenester end i vores dage, og en god ribeborger, hans navn var Radke Bolcken, havde åbenbart syntes, at det navnlig var synd at de, der skulle gøre så hyppig tjeneste i kirken, skulle have det så koldt, det være sig nu præsterne eller de fattige peblinge, der ofte i den årle morgen måtte ud af deres varme seng og hen i den iskolde kirke.

Den gode borger fik imidlertid den menneskekærlige ide at stifte en ildpande til kirken. Den var af kobber og anbragtes i våbenhuset.

Den gode borger skænkede endvidere 14 tønder kul årlig for at holde ild i panden. Det står alt sammen at læse i giverens testamente, der er omtalt hos Terpager. Af den omtalte kulmængde skulle de 12 tønder anvendes til panden, medens klokkeren skulle have de 2 tønder for at passe panden, der skulle være til ”præsters, fattige peblinges og menige fattige folks nytte”.

Den første meddelelse om denne ildpande haves i et dokument af 5. august 1474, hvori væbneren Matthis Pedersen Skriver erkender, at han af Radke Bolcken har modtaget 30 mark lybsk, af hvilke han forpligter sig og sine arvinger til årlig at give 14 tønder kul i rente, 7 tønder milekul og 7 tønder småkul. Kullene skulle leveres hvert år inden mikkelsdag til den ildpande, Radke havde ladet stifte til Vor Frue Kirke indenfor den nordre kirkedør, til præsters og fattige peblinges og menige fattige folks nytte. Det kunne synes som om fattige kunne gå ind blot for at varme sig. Forhåbentlig har udsigten til at varme sig også medført, at de gik indenfor og på en anden måde er blevet varmet af præstens prædiken.

Matthis Pedersen pantsætter for den årlige afgift en grund, som han ejer i byen.

Det hus, hvori de 14 tønder kul, var prioriteret, lå i Sønderportsgade i den lave husrække, der senere er opslugt af Rådhusets udvidelser.

Kobberpanden i domkirkens våbenhus var i brug gennem over 3 århundreder, og man var meget glad for den. Efter reformationen havde den vistnok mest interesse for Katedralskolens disciple, der 2 gange daglig skulle holde bøn i kirken.

Dokumenterne om indstiftelsen er derfor også indført i den kopi- og regnskabsbog på skolen, der blev indrettet i året 1590.

I Terpagers tid var ildpanden blevet flyttet til sin plads i kirkens nordre våbenhus. Måske har den tidligere stået inde i selve kirken.

Præsten og digteren Mads Pedersen Rostock mindedes den end nu med taknemlighed fra sin skoletid, og han hylder den i sin versificerede Ribebeskrivelse, der i håndskrift findes på Det Kgl. Bibliotek.

Galthen omtaler også det primitive varmeapparat i sin Ribe-beskrivelse fra 1792. Den havde da været i brug indtil for få år side, skriver han, ved aftensangen, som disciplene holdt hver dag, og den var endnu ubeskadiget, trods århundredes tjenestetid. Et par år senere gik den dog tabt ved en hovedreparation af kirken. Formodentlig er den blevet solgt, fordi kobberet kunne give lidt penge, og man var jo i de tider ikke videre følsom overfor, hvad man realiserede af gammelt kirkeinventar. Hvad der i tiden løb er gået al kødets gang i Ribe Domkirke, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mere pietetsfulde nutidsmennesker. Man behøver blot at tænke på Anders Sørensen Vedels Ligsten af sort marmor, der huggedes i stykker til trappetrin.

Denne anonyme bygning ses stadigvæk i Sønderportsgade. Indgangen til domkirkens varmecentral.