Tilbageblik: Jeg blev et helt nyt menneske da jeg blev 85

Vestkysten d. 14. november 1978

Dagmar Dalgas er 89 år.

Men åndsfrisk og levende som et kildevæld.

Og en storartet fortæller.

At se ind i hendes milde, blå øjne er som at blive lukket ind i en lys, glad verden, så fjern fra vor tids golde virkelighed, hvor ligegyldigheden ofte spiller hovedrollen.

Og de 89 år ser ikke ud til at tynge Dagmar Dalgas. Det bedste bevis herfor er nok, at hun nu her til jul trods sin høje alder udgiver en dejlig, lille bog om sin barndom og ungdom. Og den er nok værd at lytte til. Og læse.

I dag finder vi hende i Ribe kloster, hvor hun har boet i 17 år.

Men hvem er hun?

Jeg er barnebarn af Enrico Dalgas.

Han, der opdyrkede heden.

Han døde i 1894, min søde bedstefar. Da var jeg bare 4 år. Men jeg husker en solskinsdag netop i det år. Og da stod jeg med ham i hånden nær en stor mark, hvor han viste folk til rette, mens de plantede. Det billede står selv i dag lyslevende for mig. Og efter hans død i 94, besøgte bedstemor os hver sommer. Det var festdage for vi børn, når hun kom. Hun var lille og tyk, men det skete at hun løftede op i sin kjole og dansede menuet for os, og så var hun let som en fjer.

Jeg er født i Birkebæk ved Herning.

Her var min far – Chr. Dalgas – skovrider. Mor var født Emilie Scheele af holstensk familie, og de 2 blev gift i 1887. Ja, det er længe siden.

Far havde et distrikt på 3000 tdr. land.

Gården lå 1 ½ mil fra Herning, og da der hørte landbrug til, var vi i alt 22 mennesker daglig. Der var far og mor, vi 6 børn, forstkandidaten, en lærerinde, 4 elever, 4 piger og 4 karle. At há privatlærerinde var almindeligt dengang. Hun gav os også en bedre undervisning, end skolen kunne. Og den var der langt til.

Jeg havde en dejlig barndom. Der var jo altid liv omkring mig, og vi søskende holdt sammen som ærtehalm. Lyng var der næsen overalt, hvor der ikke var tilplantet, og her var jorden hvid af sand. Men nær Arnborg var der bakker og en å og grønne enge, også en banke fuld af gamle egetræer og liljekonvaller i mængde.

Der lå korn på loftet også over vores spisestue. Om aftenen kunne vi høre mus og rotter husere deroppe, men det var da ganske hyggeligt. Selv sad vi i en dejlig stue på stivestole, undtagen far. Han sad i sine lænestol og læste op for os. Og ude i folkestuen, hvor vi også kom, fortalte karle og piger spøgelseshistorier. Og når vi lyttede til dem, sad vi med benene oppe på bordet. Vi turde ikke há dem under bordet.

Siden tog jeg præliminæreksamen fra Frk. Langs skole i Silkeborg, rejste så hjem og underviste mine mindre søskende.

Så rejse jeg til London.

Blev barneplejerske i et års tid hos en doktorfamilie og havde familiær stilling, hvad der ikke var almindeligt dengang, det er jo i 1910.

Og derfra kom jeg på et privat plejehjem: ”Nursing home for the dying poor” – ”Hjem for døende”. Og det lyder slemt, men der var godt at være. Det var et stort hus. Der var 50 patienter. Mænd og kvinder på hver sin afdeling, oftest tuberkulose- og kræftpatienter. Vi holdt umådeligt meget af dem og de af os, og tro mig, i reglen var det liv og glade dage at komme op til dem.

I mit lange liv som sygeplejerske har jeg aldrig har jeg aldrig set syge få så god en behandling som her. Vi havde røde kjoler på, hid knappe og krave. Og mig kaldte de ”the little, dear Denmark” (Det lille kære Danmark). Mange af patienterne døde. Selv har jeg altid syntes, at det er en stor ære at få lov til at sidde ved et dødsleje.

Jeg husker en patient.

James hed han. Han sagde, at ingen lagde hans puder så godt til rette som jeg. En aften hørte jeg, at han lå for døden. Så listede jeg ind til ham. Han sad op isengen, og månen skinnede lige ind på ham. Jeg bøjede mig over hans pande og berørte den let. ”Er du kommet for at hilse på mig?” Spurgte han. Om morgenen var han død.

Og jeg husker Miss Eddy. Hun sad altid op i sengen, for hun led af astma. Da hun blev syg, bad jeg Vorherre om, at hun måtte leve, for hun var altid så glad. Og hun kom sig. Men da var hun helt forandret, irritabel og vanskelig, så da hun døde, var det nærmest en befrielse for hende.

Siden rejste jeg hjem. Mine søskende sagde til mig, at jeg var blevet en anden, og det skal nok passe, for snart viste det sig, at jeg var blevet smittet med tuberkulose i London. Men på Vejlefjord sanatorium blev jeg helt rask igen, men så tog jeg til Kommunehospitalet i København og blev uddannet som sygeplejerske.

Og en dag stod jeg på Vesterbro.

I Saxogade 46.

Her havde man kort før sviret og drukket. Men en dame, fra apoteker Trojel, ryddede bulen og lavede den til børnehave. Og så fik hun dygtige damer til at lede den. Det var Frk. Justesen, hun var billedskærer og meget socialt interesseret, og frk. Westing der var sygeplejerske. Justesen blev forstanderinde, Westing husmor, og de flyttede ind i Saxogade 46 i en lille 2-værelses lejlighed.

Og også jeg kom med i ”Saxoly”, som vi kaldte det. Jeg fik en 1-værelses bette lejlighed uden kakkelovn, men med petroleumsovn på 5. sal i baghuset, og her blev jeg i godt 10 år.

Vi arbejdede fra 7 morgen til 11 aften, og tiden blev ikke spildt. Jeg havde en snes børn at passe, hjalp osse i fritidsklubben om eftermiddagen og i pige- og mødreklubben, hvor de syede alt det tøj om, vi fik samlet ind.

Det var hårdt arbejde til at begynde med.

Pigerne var tit uartige.

Engang havde Frk. Justesen taget en af dem hårdt i armen og sat hende ud i gården. Et øjeblik efter var gården fuld af vrede forældre, som truede ad os, en mand endda med et stoleben. Vi fik rullet ned i en fart og låst dørene. Og af og til ladede de store drenge deres vand ind af dørrevnen. Eller de slog med knyttede næver i kaffekopperne, så kaffen oversprøjtede loft og vægge. Men alt ændrede sig i de 10 år, jeg blev der. Tonen blev en anden. Folk forstod os og var venlige.

Jeg lærte mine småbørns mødre at kende. Tit havde de det bedst uden deres mænd, for de drak som regel. En dag besøgte jeg en mor. Hun smilede og var glad, sønnen skulle konfirmeres og hele lejligheden var i fin stand med hvide gardiner. Men da jeg kom nogle dage efter konfirmationen, var smilet borte. Lejligheden lignede en uordentlig smedie, og der var slået store knuder på de fine, gardiner.

Jeg fik 50 kr. om måneden. Penge tænkte vi ikke på. Det var menneskene på det fattige Vesterbro, det gjaldt. Også forstanderinden fik 50 kr. i månedsløn. Hun ville há samme løn som vi. Hun var et prægtigt menneske.

Hjemmesygeplejerske i Sneum og V. Nykirke

Siden har jeg været hjemmesygeplejerske.

Det var jeg henrykt for.

Først i Jægerspris ved Frederikssund, cyklede rundt i så mange timer om dagen, at når jeg holdt op om aftenen, lå jeg om natten og cyklede videre. Musklerne fortsatte.
I 1933 gik far af som direktør for hedeselskabet, og far og mor flyttede til Høllund Søgård mellem Hovborg og Vorbasse. Det hjem er stadig i vor eje. Men i 1939 døde min far, så flyttede jeg hjem til mor, men blev samtidig hjemmesygeplejerske i Sneum-Vester Nykirke.

Det var dejlige år. En tid lang boede jeg i Vong skole. Læreren måtte flytte ud, da tyskerne beslaglagde den under besættelsen. Mig ville de osse há ud, men så sagde sognerådsformanden: – Nej, hende har vi brug for – og så boede jeg sammen med alle tyskerne. Og det gik storartet, for vi sagde ikke meget til hinanden.

Og jeg cyklede stadig rundt.

Men lige efter krigen var jeg den første hjemmesygeplejerske, som fik bil.

Jeg husker en slem vinter under krigen. Ingen kunne cykle, og sneen var for løs, til at jeg kunne løbe på skin, hvad jeg eller gjorde. Men så gik jeg ind til naboen og lånte hans store, brede hingst. Pedellen på skolen hjalp mig op på den. Jeg fik også ridepisk. Et stykke af vejen red jeg nede i grøften – i det vejr kunne man hverken hitte det ene eller andet. Jeg red 20 km. frem og tilbage.

Patienten, jeg skulle ud til, havde ringet aftenen før. Han var godt sløj, havde ondt i halsen. ”Drik en god, tyk æggeøltoddy”, sagde jeg til ham.

Da jeg endelig dagen efter nåede ud til ham på hest, stod han i haven og tog imod. Han var kommet sig godt. Men jeg skulle også til andre patienter. De smilede, da de så Dagmar Dalgas komme ridende.

To svære år, men så blev min tanke klar

Min mor døde i 1944.

Jeg tog min afsted i 53. Boede nogle år i Holsted, men flyttede så her til Ribe Kloster. Her er dejligt at bo. Jeg er glad og taknemmelig. Man hører ikke et uvenligt ord her. At bo her betyder alt for mig. Og nu har jeg næppe langt tilbage. Jeg bliver nok90, men ikke 95. Bryder mig heller ikke om det, for jeg har oplevet så meget, at jeg næsten ikke kan rumme mere.

– Tror De, at alt her er tilrettelagt?
– Ja. Vorherre har givet os vor fri vilje, og det gør, at selv om den rette vej ligger lige for, kan vi nok vælge den forkerte. Men Vorherre holder øje med os. Altid.
– De sværeste år, hvornår var de?
– I 1974 og 75. Da var jeg omkring de 84. Jeg har altid været uhyre selvkritisk. Bebrejdet mig selv alle de dumme ting, jeg har lavet. Og i 74-75 kom jeg ind i en meget deprimerende periode. Ja, så dybt deprimeret var jeg, at jeg fandt, at min plads da nærmest var på en nerveanstalt. Men doktoren ville ikke skrive mig ind på en sådan.

Og da – ja, da skete det mærkelige, det forunderlige for mig, at det, som man kalder ånd, kom over mig. Det var, som en stor glæde kom ind i mit hjerte. Med eet blev min tanke klar, og tænk. Det har den været siden. Klar som et kildevæld.

Jeg tror, at mange i dag trænger til at blive et nyt menneske. Men man skal bede om det. Og man skal være udholdende i sin bøn.

Jeg tænker tit på døden. Den er vel nær. Men jeg er ikke det mindste bange for den. Jeg tror på liv efter dette. Jeg kan ikke tro andet. Det liv, der er i mig, kan ikke dø. Den ånd, jeg nu har fået – nej, den kan ikke dø. Det er umuligt.