Kend din by: Gamle Huse i Ribe: Weis’ Hus

Ved K H. Rosenstand, Ripenser-Bladet December 1917 (digital konvertering)
—O—
Faa gamle danske Byer har et Torv som Ribes, slig fredlyst plet, hvor man med en Smule Fantasi let drømmer sig; tilbage til forbigangne Tider. Og hvilken Indramning har Torvet ikke? Domkirken, der mægtig og stor knejser over de lave røde Tage, Porsborg og Hotel Dagmar (den gamle Gaastgivergaard), men Perlen i Kransen er dog den lille Bindingsværksbygning ligeoverfor. (fortsættes under billedet)

Her har Hugo Mattheissen fotografering Weis Stue i 1917. Gengivet med tak til Nationalmuseet

Ribe har ingen Huse med gamle løjerlige Navne, ingen »Løver«, »hvide Svaner« eller »sorte Heste«, men Ribe har Weis ‘ Hus, hvis Navn i ripensiske Øren har en Klang, der fordunkler alle Dyrenavne, en Klang som fra et finit, gammelt Instrument med Toner fra længst svundne Dage.

Hvonaar eller af hvem Huset er bygget vides ikke, men meget taler for, at det stammer fra fjerde Christians Dage. De 5 Vestlige Fag hører tydeligt nok sammen, de er opført paa samme Maade og ensartet pyntede, ganske vist ikke overdaadigt. Dekorationen — udover de profilerede Bjælkehoveder — indskrænker sig til en HulStav paa Mellemstykket mellem Bjælkehovederne – indskrænker sig til en hulstav på mellemstykker mellem Bjælkehovederne. De østlige 3 Fag mangler Mellemstykker, men har Knægte med det samme Sparremønster, dter almindeligt træffes paa gamle Ribe-Huse.

Er Bygningens Ydre interessant, er dens Historie det ikke mindre, navnlig fordi den i et Par 100 Aar har været i samme Families eje, nemlig Slægten W eis’.

I Følge bevarede Papirer solgte Cesillie Marie Thun, Kobbersmed Lorents Thuns Hustru ved Fuldbragt 1762 Huset fil velmeriteret Borger her af Staden Anders Andersen Weis for 590 Rdlr. Weis var Lærredshandler og opkøbte Lærred hos Bønderne og drog til København for at sælge det, formodentlig i Klædeboderme. Han døde 1795 og begravedes paa- Lindegaarden. Da Kirkegaarden nedlagdes, anbragtes hans Ligsten i Domkirken, hvor den nu kan ses. Hans Søn Søren Andersen Weis, der arvede Ejendommen, fik 8. December 1796 Borgerskab som Lærredshandler. Det var imidlertid Skik, at Bønderne, naar de paa Markedsdage kom ind til Weis for at laane hans Kornmaal, købte Drikkevarer til deres Mad hos ham. Dette Forhold førte til, at Weis 1830 fik Borgerskab som Brændevinsbrænder og Værtshusholders »selvom han ikke havde taget den for Brændevinsbrændere lovbefalede Eksamen«.

Markedsdag, med Weis Stue i baggrunden. Gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

1833 overdrog han Ejendommen til Sønnen Anders Pedersen Weis. Han var Avlsbruger og fik 1859 Borgerskab som Værtshusholder. Han havde 2 Børn, hvoraf den ene, Søren Andersen Weis, blev Stedets Ejer. Siden da har han og hans Hustru født Jansen med stor Pietet værnet Om Slægtens Ejendom. I Foraaret 1913 ønskede han imidlertid at afhænde denne under saadanne Forudsætninger, at dens fremtidige Bevarelse sikredes. Byen ønskede da at erhverve Huset. Byraadet nedsatte et Udvalg med Stiftskasserer Rosenstand som Formfand og købte Husset for 30,000 Kr. En grundig Restauration af Bygningens Ydre og Indre foretoges nu i Aarets Løb under Arkitekt Borchs Ledelse, ligesom man ogsaa havde megen Nytte af Borgmester Bruuns Kendskab til og Interesse for gammel Bygningskunst. (Fortsættes under billedet)

Weis Hus omkring 1880. Gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

En fremmed, der træder ind gennem den lave Dør vil indenfor endnu mere end ude paa Torvet føle sig sat flere hundrede Aar tilbage i Tiden. Den gamle Stue synes ham iøvrigt bekendt, han vil huske Professor Tegners vidunderlige Helside Billede i den illustrerede Holbergudgave, forestillende Collelgium potliticum Scenen i »Den politiske Kandestøber«. For Enden af Bordet sidder selveste Mester Hermann filosofisk tællende paa Fingrene, medens den arrige Gedske hæver Haanden til Slag, og Henrik med et svedent Grin fra Døren følger Slagets Gang, alt foregaaende i denne Stue, under samme Tag, hvor, sans comparaison, nu i 1917 et Selskab af akademiske Ribeborgere »Onsdagsklubben« kaldet, ugentlig drøfter Byens Ve og Statens Bedste. — Næsten alt er gammelt herinde, de malede Træpaneler med de bibelske Billeder og Bjælkeloftet, hvis midterste Felt viser Fuldmaanen, mens Kvarterskifeme danser rundt om i de andre Felter og paa Bjælkerne. Væggen bag Bilæggerovnen er beklædt med hollandske Fajansefliser og her er anbragt et 700 Aar gammelt Hjemme-daabsfad. De gamle Tintallerkener er fra 1604. Et gammelt udskaaret Skab fra det 15. Aarhundrede. Stuens Pragtstykker er imidlertid et 400 Aar gammelt Ur, paa hvis Skive et helt Jagtselskab ses i Bevægelse og en massiv Messinglampet, der paa gammel Hollandsk bærer en Indskrift, der lyder saaledes: Saa stærk s om Løven, saa snild som Slangen , Hans Rogier 1599 og som hentyder ti Lampettens Form. Skjoldet er nemlig et smukt udskaaret Løvehoveds og Armen en Slange. Endvidere findes her Fyrfade, Piber, Stokke og mange andre Ting, hvoraf det meste har tilhørt Familien Weis. Er man nu kørt træt, kan man begive sig op paa et af Gæsteværelserne ovenpaa, hver saa mange omrejsende skuespillere og andre farende folk har boet gennem tiderne og faa Lov at strække sig i en af de gamle Senge, hvor man hviler lige godt paa langs som paa tværs, for efter en god Søvn at nyde sin Morgenkaffe i Gæstestuens Karnap med den skønneste Udsigt til Torvet. (fortsættes under billedet)

Bemærk at huset på dette tidspunkt er hvidkalket

 

Gæstestuen er ret enestaaende her i Landet. Mange kendte Kunstner- og Forfatternavne rummer dens Fremmedbog, ja endog saa fint et Navn som den nuværende Konge af Norges findes her. Ofte har Kunstnere foreviget Huset og Stuen. Tegners Billede er allerede nævnt og Tom Petersens morsomme Pennetegninger, der findes paa Ribe Musæum, er velkendt. Disse Navne er kun nogle af de Mange, der med os Ripensere vil glæde sig over, at den gamle Renaissancebygning gaar en betrygget Fremtid i Møde.

Tom Petersens tegning fra 1885


Fra www.weis-stue.dk:

I 1580 hærgede en stor brand byen, og mange af de gamle middelalderhuse forsvandt i flammer.

På fundamentet af et middelalderhus er Weis Stue bygget. Huset er opført i to etager med 8 fags bindingsværk, idet dog dele af stueetagen er grundmuret. Taget er af tegl. Murværk og gavl er af røde mursten, idet dog anden etages tre østligste fag er muret med rødgule mopper lagt i mønster. Huset er forsynet med en karnap som bærer blytag. På gadesiden er bindingsværket sorttjæret mens det er rødmalet på gårdsiden. Tavlene er her gulkalkede. Huset er bygget af to gange. De 5 vestligste fag er opført omkring år 1600, mens de tre østligste er bygget en snes år senere. Kældermuren ud mod gaden, som har en tykkelse på 95 cm, er opført i røde munkesten. I kælderen findes der en brønd.

Hvem der har ejet huset i dets første århundrede vides ikke. Men i år 1704 ejedes huset af slægten Thun, muligvis af pastor Peder Thuns og kobbersmed Lorentz Thuns forældrer. Pastor Peder Thun levede fra 1708-83 og var hører ved latinskolen, mens Lorentz blev gift med en Cecilie Marie. Sidstnævnte overtog huset, og det er Cecilie Thun, der efter fuldmagt, sælger huset ifølge skøde af 27. september i 1762: ”Hus, bestaaende af 8 Fag ud til Torvet, tillige med Vognskur, Værksted, Bryggers og Stald samt Indkørsel gennem Raamand Ussings Gaard for en Købesum af 570 Rigsdaler”. Køberen er Anders Andersen Weis. Familien Weis havde boet og virket i Ribe i en del år da de købte Thuns hus. Familien var indvandret fra syd, men havde bosat sig i en ejendom på Mellemdammen, hvorfra de handlede med lærred.

Anders Andersen Weiss er født den 4. april 1719 i Ribe og han døde den 2. august 1795 sammesteds. Han blev gift med Karen Marie Johansdatter, født den 15. december 1729 og hun døde den 3. maj 1797 i Ribe. I domkirken er opsat en gravsten for Weiss og hustru. Anders Weiss indkøbte bøndernes hjemmevævede lærred, som han senere videresolgte. I et rum vest for skænkestuen som nu er sammenlagt med denne, havde han sit lager. I ægteskabet var der 7 børn, deriblandt Søren Andersen Weiss som er født den 6. maj 1761 i Ribe og som døde sammesteds den 16. december 1853. Han blev gift med Kirstine Pedersdatter, født den 22. marts 1777, og død den 15.juli 1832.

Søren overtog huset fra sin mor ved skøde af 1. november 1796, idet han skulle betale 550 rigsdaler for det.

Den 8. december 1796 fik Søren Weiss borgerbrev som lærredshandler. Hvor længe der havde været drevet værtshusholdervirksomhed i huset står hen i det uvisse, men det var på de tider almindeligt, at folk fra landet, der havde været inde og sælge deres lærredsvarer, selv medbragte deres mad, men på stedt kunne købe øl og snaps. Under alle omstændigheder meddeltes Søren Weiss den 18. december 1830 borgerbrev som ”Brændevinsbrænder og Værtshusholdet i Henhold til Stiftsamtets Bevilling”, uanset at han ikke havde taget den for ”Brændevinsbrændere befalede Eksamen”. At der har været foretaget udskænkning forud for dette tidspunkt er der næppe tvivl om. I 1810 fortælles det, at madam Weiss førte ret hård justits i den gamle skænkestue. Det berettes, at hun afviste at skænke for fulde folk, og at hun i sådanne afvisninger kunne være ganske håndfast.

I 1805 måtte Søren Weiss føre en proces mod naboen, urmager Jens Schultz, om indkørslen til hans gård. Ved dom af 11. februar 1806 tilkendtes der Weiss ret til ind- og udkørsel gennem Schultz’ port i Tingslippe.

I ægteskabet mellem Søren og Kirstine var der fire børn, og af dem blev det Anders Pedersen Weiss, født den 11. oktober 1813 og død den 21. juni 1872, der kom til at føre Weiss værtshuset videre. Han blev i 1848 gift med Ane Kathrine Clemmensen, født den 24. december 1818 og død den 5. marts 1889.

Anders Weiss overtog værtshuset og gården allerede den 27. juli 1833, men på faderens bevilling. Først den 4. januar 1859 fik han borgerbrev som brændevinsbrænder og værtshusholder. Anders Pedersen Weiss blev i 1864 af tyskerne, sammen med andre ansete mænd i byen, ført til Rendsborg som gidsler. Anders Weiss blev med tiden efterhånden ejer af en del mark- og engjord omkring Ribe, især for at redde nogle tilgodehavender.

Sidste generation af Weissslægten i Weissgården blev Anders og Ane Kathrines søn Søren Andersen Weiss, født den 8. august 1852. Han blev dem 7. september 1883 gift med Karen Jensen. Ved arveudlægsskøde overtog han ejendommen i 1889. Han videreførte værtshusvirksomheden indtil efteråret 1913 hvor han solgte gården til Ribe Kommune for 30.000 kr. Hans slægt havde da drevet værtshusvirksomhed og forretning på stedet gennem fire generationer i sammenlagt 152 år.

Forinden salget til Ribe Kommune fandt sted havde han forhandlet med den danske konsul i New Jersey, I.P. Holm om salg af huset med henblik på at flytte det over Atlanten til et museum i USA. Denne plan blev til alt held ikke ført ud i praksis.

Efter kommunens overtagelse af gården, gennemførte denne ved arkitekt Christen Borch, sammen med Nationalmuseet ved magister Christian Axel Jensen, en omfattende restaurering af de gamle bygninger. Herunder blev der gjort flere interessante fund, blandt andet et stykke træ med initialer og årstallet 1704.

Efter at restaureringen var tilendebragt blev gården den 15. maj 1914 udlejet til overkelner Nissen fra Klubbens Hotel der blev den første værtshusholder under kommunens ejerskab. Han drev værtshuset frem til 1917 hvor restauratør M. Bertelsen og hans hustru Johanne Marie rykkede ind. Bertelsen var malermester fra Horsens, men han lod sig omplante til Ribe hvor han blev en afholdt restauratør. Han døde den 22. marts 1937 men hans kone Johanne Marie Bertelsen førte værtshuset videre, og hun kom til at opleve 25 års jubilæum i Weiss Stue.

Hun blev efterfulgt af Olga Henriksen som drev forretningen frem til den 23. maj 1967, hvor restauratør Willy Jung overtog Weiss Stue. Før restaurationen atter åbnedes i efteråret 1967, blev der gennemført en grundig istandsættelse af bygningen hvorunder bl.a. de gamle kakkelovne blev erstattet af fjernvarme. Restauratørparret, Jette og Knud Nielsen, efterfulgte Willy Jung i 1973 og de drev Weiss’ Stue som hotel og restaurant, ligesom den dag i dag. Huset købte de tilbage fra Ribe Kommune, således at Weis Stue atter i dag er i privat eje.

Kilder:

Hans Henrik Engquist: Bevaringsplan for Ribe. 1969
Avisomtaler