Tilbageblik: Ribe Stork

Af Journalist K.H. Rosenstand, Vestkystens Kronik d. 9.8.1946

”Vor Storck er dulig om sin Føde
Oc legger sna meget ukrud øde,
At føde sine Unger med flid,
Sin Ecteskab hand holder reen,
Det skal vi gøre hver oc én
Oc vare paa vor Tid.
Vor Tid Skal vi jo vare paa,
Som Skriften os beviser saa,
Gud Naadis Tid jeg meen,
Forsømmer du den ædle Tid,
Da slar du Lid til stor ulid,
Den tid kommer ikke igien.”

Således lyder det i Hioronymus Justesen Ranshs fulgevise fra 1600-tallet. Således lader han storken holde en lille prædiken for os, den gamle rektor og komedieskriver.

Storken var allerede hos de gamle husets lykkefugl, denne mærkelig fugl, der mentes at have magt over børnenes fødsel.

Det var ulykke ved at dræbe en stork, så ville armen visne når storken flygtede fra et tag, ville huset brænde.

Men mon vi, der lever nu, ikke har arvet lidt af de gamles syn på den dejlige husfugl, der så trygt og så trofast år efter år slår sig ned på vore røde tage og tillidsfuldt følger tæt i plovmandens spor for at søge efter føde. Vi ripensere holder i hvert fald af vore lykkefugl.

Foto: Sven Türck, 1930erne. Gengivet med tak til Det Kongelige Bibliotek

Vi glæder os over dens liv og færden, og vi sørger over, når den aftager i antal. – Også i år har vi måtte se et par yderligere tomme reder, men til gengæld er ungernes tal i år større, og det er stærke veludviklede kul, ofte med 4 i en rede, der just i disse dage tager basketag med vestenvinden for at øve sig til den ære forestående store flyverejse til ”Faraos Moser”, eller rettere til Sydafrika. Vi voksne glæder os over de store fugles flugt i lufthavet, og vi mindes vor barndoms glæde over storkens komme og liv sommeren igennem.

Vi sang naturligvis ikke Ranchs fuglevise, når den første stork viste sig på reden, men det var:

Stork, Stork Langeben
Med de røde hoser.
Hvor har du gjort af dit ene ben?
Blev det i Faraos Moser.

Hvor var det glæde, når vi en dag i april hørte den første storks knebren på taget, der meldte, at nu var det for alvor forår. Kom den måske ikke helt på ”sin årsdag, Skærtorsdag”, så var det dog så sikkert som noget, at de første dage af april bragte os vore langbenede ven.

Travlhed blev der på reden, der skulle gøres rigtig fin. Og så kom tiden, da mutter stork lå på æg, og fatter hjalp til, så mutter kunne tá en tur i den grønne eng for at hente noget godt hjem til reden.

Når ungerne kom, så vi med undren de små slughalse, når de blev stoppede, og hvor var det morsomt at se, når de pænt vendte stjerten mod redens rand, for en fugl besudler ikke sin egen rede.

Men sommeren gik ikke altid af uden tragedier i storkeboet.

Snart blev et æg, snart en unge kastet ned i gården, og så var der sorg og drøvelse. Storkekampene iagttog vi også med den største opmærksomhed, og hvor var det trist, når ”vor stork” ikke gik af med sejren.

Måske lå reden øde hen for resten af sommeren efter, at beboerne var fordrevet og æg og yngel ødelagt.

Men glæde var der, når reden blev urørt af de fremmede røvere og ungerne trivedes, og de blev store, så de kunne begynde flyveøvelserne. Vi så deres første vanskelige øvelser med at spankulere hen over tagryggen. Måske faldt en unge ned i haven. Det hændte for vor stork i min tidlige barndom.

Det var en tillidsfuld unge, der spadserede efter mig i haven. Storkepeter var højere end jeg selv. Jeg var derfor ikke helt dristig ved den store fugl, som tillidsfuldt travede i mine fodspor, da den vidste, at jeg rake den orme på enden af min lille skovl.

En anden storkehistorie husker jeg fra langt senere tid.

En storkeunge havde brækket vingen. Gamle snedkermester Christensen tog sig af den. Ungen fik vingen opereret, men Christensen var noget af en tusindkunstner og en stor storkeven. Han lavede af ståltråd beklædt med fjer en kunstig vinge til storken, der med den lærte at flyve. Om Peter med den kunstige vinge nåede til ”Ægypten” melder historien dog ikke noget om.

En tredje storkehistorie oplevede jeg for ikke mange år tilbage. Den var ganske morsom. Jeg kom just gående på Skibbroen, da en storkeunge kom flyvende og blev hængende i nogle ledninger. Den kom dog løs og spadserede hen ad Skibbroens skrå brolægning. Nogle drenge ville fange den, hvorfor Peter trygt spadserede ud i åen. Han stolede på sine lange ben, men forregnede sig. Åen var for dyb. Peter kunne ikke bunde. Nogle raske Ribedrenge fik imidlertid fat i en båd og reddede storken over på Hovedengen, hvor den snart spankulerede om, som om intet var hændt.

Underlig frygtesløse er disse storkeunder. Jeg har set storke spadsere uantastet midt i trafikken på Torvet eller tage sig en lille tur i Puggaardsgade. Det er som storken selv ved, at mennesket er dens ven og ikke vil gøre den fortræd.

Da den 9. april kom med ulykken til Danmark, var de Ribe storke lige kommen, men end ikke tyskerens grimme flyvemaskiner bragte storken ud af ligevægt. Urokkelig filosofisk i storisk ro stod den på sin rede uden at lade sig skræmme, et forbillede for alle danske. (Fortsættes under billedet)

Ribe 9. april 1940

Ja, sådan er vor ven storke Peter.

Nu boltrer storkeungerne sig atter oppe i den blå luft. De ved slet ikke, at de er blevet verdensberømt ved amerikanske filmoptagelser. Amerikanerne har aldrig set en stork i hjemlandet, og kommer de til Ribe falder de i begejstring ved at se på de mærkelige fugle på de røde tage.

Der var også en gang svenske radiofolk, der kom til Ribe med optagelsesvogn for at ”høre storken sjunga”. De blev modtaget med sande trommehvirvler fra de røde tagrygninger.

Og hvem var det der tog de største kegler i radioudsendelsen fra Katedralskolens 800 års fest i skolegården. Var det selve rektor magnifieus? Såmænd var det ej. Det var Peter på gamle ”Puggaard”, der respektløs afbrød selve de mest prominente talere med sin knebren. Men rundt omkring i landet sad gamle ripensere ved radioapparatet og græd af rørelse over at høre den kendte stemme fra skolebyen.

Ja, sådan elsker ripenseren sine storke også, når barndom og ungdom er flygtet og de grå hår viser sig ved tindingerne.

Nu står storkens afrejser for.

I slutningen af denne måned vil rederne stå tomme. Vi vil savne storkene, men siger på glædeligt gensyn til næste vår.

Vi siger med Christian Winter:
Du kloge fugl, farvel, farvel.
Vi ønsker held
Dig på din lange rejser.
Din rede her,
Den vogte vi,
Du skal deri
På ny ad åre knejse.