Tilbageblik: En Ribe original

Ripenser-bladet nr. 7, December 1917 (Elektronisk konverteret)
— o—

For mange ældre Ripensere har Navnet Søren Buch en vis munter og festlig Klang. Han var vor Bys Trubadour, en Slags Stadspoet, — desværre ulønnet. Han lavede Viser om alt og alle i Ribe. Hvad var han egentlig for en Mand?
Han besvarer selv dette Spørgsmaal paa en meget træffende Maade i et af sine ”Plakatvers”, der stammer fra Tiden omkring 1860.

Jeg digter Viser om ildebrand, for Døde er jeg Bedemand, og nys jeg haabed’ ganske vist at blive her Telegrafist. Saa er jeg Købmand, Skriver, Musikant, jeg kaldes bør en Spekulant; thii mange Ting jeg har proberet, men Lykken har mig slemt fixeret, — derfor nu ind og ud af Døren med plakater løber Søren. Ja, jeg bekender med Hjertesuk til Penge trænger. Deres ærbødige Buch.

Ja saadan var netop Manden, han var alt muligt og — ingenting; men altid i godt Humør, hvad enten det gik op eller ned for ham, og altid parat til at synge sine Viser, der blev umaadeligt skattede af Byens Borgere, hvis Visen da ikke netop handlede om Vedkommende. Viserne var talrige, — om Ildebrand i. Eks. Der er Brand i Klostergade, der er Brand i Oles Hø og ”Købmænds- visen«, der behandlede hver enkelt af Byens Købmænd f. Eks. Hr. Thøger Teilmann Friis, han sælger Vin til billig Pris. Den bedste af Viserne er vist dog ”Sejlturen paa Nibsaa”, der drastisk skildrer, hvorledes tre gæve Borgere nær havde sat deres kostbare Liv til, fordi Neptun de trodsede og sejled’ som de var tossede. Poeten, der bar det pompøse Navn Søren Bernhard Balduin Buch, var født i Ribe, hvor hans Fader var Købmand, og ejede den nu Købmand Anton Andersen tilhørende Ejendom paa Storegade. Sønnen var først selv Købmand, men Forretningen gik ikke, da han havde saa mange andre Jern i Ilden, og efterhaanden slog han ind paa mangfoldige andre Beskæftigelser, som antydet i hans Plakatvise, — bl. a. løb han altsaa med Plakater, naar Byen gæstedes af Skuespillerselskaber. Disse opholdt sig i ældre Tider flere Uger ad Gangen i Byen, og ved den sidste Plakatombæring medbragte da Plakat- manden et lille Vers og modtog af Publikum en Duceur — det var hans Løn; Skuespillerne gav ham intet.

Desværre er Buchs Viser aldrig blevet samlede. Mange Gange har saa een, saa anden Borger opfordret ham til at udgive sine samlede Værker, og ikke faa ”Preusere” og Specier har han oppebaaret paa Omkostningerne ved Udgivelsen; — men, det blev aldrig til noget, — Buch glemte det for andre Projekter og nu er Viserne spredt rundt omkring og Hovedparten forsvundne og gaaet i Glemmebogen, men endnu lever Mindet om den morsomme Ribeoriginal i den ældre ripensiske Generation.