Tilbageblik: Om Livet i Ribe for 50 år siden (år 1868)

Ripenser-Bladet nr. 8, Maj 1918 (digital konvertering)

Naar man nu i Aaret 1918 kaster Blikket tilbage paa Ribe og paa den Maade. hvorpaa Livet formede sig i Ribe for halvhundrede Aar siden, maa den store Forandring, der er foregaaet falde stærkt i Øjnene.

Ribe var den Gang en lille By, efter Krigen 1864 yderligere gaaet tilbage i Betydning og Velstand. Den kjendte meget lidt til ny moderne Anstalter, men den havde dog Gasbelysning, og det var heldigt, for Brolægningens Tilstand, naar undtages landevejsgaderne, trodsede enhver Beskrivelse…..

Vandværk fandtes ikke, og da det kom, var der flere af de gamle Ripensere, der ikke vilde bruge dets Vand. Der var i de store Gaarde Poste, hvor de Beboere, der ingen Poste havde, hentede Vand til Brug i Køkkenet, ellers hentedes der meget Vand fra Aaen. Der var dem, der kun kunde bruge Aavand f. Ex. til at koge gule Ærter i.

Vandværkets Vand var rent og klart, mens Vandet fra Postene, naar det havde staaet Natten eller blot nogle Timer, spillede i alle
Regnbuens Farver, men de gamle, der var vant til dette Vand, syntes det andet smagte ”saa bar”, saa de til Kaffen helst hentede Vandet fra Posten paa Torvet endog længe efter at Vandværket var indrettet.

I hine fjerne Tider opstod der ogsaa flere Originaler end vor mere nivellerende Tid fostrer. Deres rigtige Navne kendte kun de Færreste, men de havde deres særegne »Kælenavne*. Der var saaledes en Kone, der hed Gjeden og en anden Else Trold.

Saa var der en gammel ret uappetitlig Kvinde, Ane Aarhus, der førte en sær Tilværelse; hun brugte sine faa Indtægter til at købe Petroleum og Lejeromaner for, og tilbragte saa Nætterne med at læse. En Seng havde hun ikke, kun en Kasse med gamle. Pjalter, men hun ønskede heller ikke andet. Hun gik ud og lugede i Folks ”Hav jord” og fandtes til sidst død, vel af Solstik, hvilende Bunke Ukrudt, eller som det hed i Arrestforvarens Politirapport: ”Hun lagde død imellem Bederne, som hun nylig havde luget«, men hun var morsom at tale med den gamle Ane

Endvidere var der Enskillingsmutter med en lille snavset Spaankurv paa Armen; hende saa man tridse rundt og falbyde dens indhold. ”Diverse” og ligeledes saa man hende siddende i Solen paa en Trappesten og tage sig en Middagslur.

Endelig var Familie, hvis Medlemmer nu alle er forsvundne fra Ribe i hvert Fald, som var mere frygtet end elsket. paa Grund af dens. mildest talt frimodige Væsen og Tale. Dens Oprindelse var ikke dansk, vel snarere østrigsk etter Bøhmisk, men alle Medlemmerne gjorde mange Optøjer, og var ofte Genstand for Samtale i Staden.

Grund af Ribes noget isolerede Beliggenhed, — der var ingen Jernbane i Nærheden af Byen. og dens Forbindelse med Verden besørgedes af en Diligence. der kørte de 8 Mil til Kolding — holdt Indbyggerne godt sammen og var for¬nøjede med hverandre indbyrdes. Der herskede i de selskabelige Sammenkomster en mageløs hyggetig og gemyttig Tone; Alting var indrettet i stor Tarvelighed og Beskedenhed, der var ingen Rivaliseren om hvem der havde det finest, maaske lidt om, hvem der tavede den bedste Mad, kort sagt, det var et højst tiltalende og elskværdigt Samfund, i hvilket man maatte befinde sig vel.

Foto gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

Byen havde et landligt Præg, idet mange af Borgerne var Avlsbrugere, der havde baade Faar og Køer, som passerede Gaderne flere Gange om Dagen, ”hvad der da er Tilfældet den Dag idag); men dengang saa man en rar, sindig Mand komme hjem med sine to Køer, standse udenfor sin Dør, løse Tøjret og efter at have ventet lidt, og et Par Gange staaet sin Kæp fast i Stenbroen, aabnede han Døren, hvorpaa Køerne, efter at have gjort deres Skyldighed, værdigt begav sig opad trappen og gennem den titte snævre, stenlagte Forstue gik gjennem Køkkenet, hvor deres Madmoder venligt hitste paa dem, og fulgtes med dem ud i den lille Gaard til deres stald  for at malke dem. Mælken blev leveret til de i Gaden boende Forbrugere.

Man havde ogsaa Forbindetse i de omliggende Landsbyer, hvorfra man f. Ex hver Onsdag fik sit Smør, som Konen i Gaarden selv bragte ind i Ens Køkken Smørret var da uden anden Indpakning, knyttet ind i et blaatærnet Tørklæde, lugtede ikke lidt af Stald og indeholdt en Del Kohaar, men dengang var man ikke saa kræsen eller forvænt med hygiejniske Forholdsregler, og Smørret var godt og sundt og nykærnet og billigt — 2 Mark for et Pd. (66 Øre). Landbefolkningen var selv gæstfri, men ogsaa vant til at Byens Folk var det samme, og de ventede og fik deres Kaffe og en lang Passiar, naar de kom — Tid var der nok af.

Der var i Ribe en Landboforening, som undertiden holdt selskabelige Sammenkomster med Spisning og Bal i Klubbens Lokaler. Ved en saadan Fest mødte alle større Bønder, som de dengang hed, med Konen og Døttre, som dengang ikke hed Frue og Frøken, samt alle Byens Spidser: Købmændene, der havde Handelsforbindelser paa Landet, Embedsstanden fra Stiftamtmændene og nedefter Lægerne. Apothekeren — og en Del Ungdom. Man gik tilbords i Klubbens, alt andet end pyntelige Sal, fik Oxesteg. fortræffelig Oxesteg, Vestkysten excellerede i glimrende Studekød og store Lagkager.

Ved Bordet blev der holdt Taler i lange Baner, Visebøgerne kom frem og Atte sang af fuld Hals, ledsaget af et 4 Mands Orkester, Fædrelandssange, og mange smukke Viser — man to og sang og raabte Hurra for hinanden og han skat leve etc.

Der var dengang en større Købmand i Byen, som var meget højstemt og poetisk, han holdt en beaandet Tale for Ceres’s Døtre, som gjorde stormende Lykke, setv om de Paagjældende maaske ikke rigtig vidste, hvem han mente med denne Benævnelse. Men han selv var stolt og glad. Efter Bordet blev der altsaa danset med Lyst og Udholdenhed, men det maa’ bemærkes, at de tilbørlige Grænser for Lystigheden ikke paa noget Punkt blev overskredet.

En saadan Fest havde i høj Grad Præg af naiv, ja uskyldig Livsglæde og kunde ikke andet end efterlade et meget fornøjeligt indtryk og blive til kjønt Minde om svundne Tiders Ribe.