Tilbageblik: En gammel Skandale i Ribe Domkirke

VESTKYSTENs Kronik d. 6. juni 1947 af Journalist K.H. Rostand

Det har ofte været på tale, at landets kirkebygninger burde så åbne. Af forskellige grunde har man ikke kunnet træffe en sådan ordning, og hvor man har forsøgt, har man ofte høstet dyrekøbte erfaringer, der viser at det ikke altid er med den tilbørlige følelse af andagt en kirke besøges. Selv eller skikkelige turister husker langt fra altid på, at det er gud hus de betræder, når de går ind i kirken, heller ikke i Ribe Domkirke.

Men i kirkens historie er der endog en rigtig skandalehistorie at oplyse, selv om tidspunktet herfor ligger tilbage i de gamle tider.

I gammel tid stod domkirken åben hver dag fra kl. 5 morgen til 6 aften. Af den ordning udviklede der sig imidlertid den uskik, at folk betragtede kirken som en art forlystelsessted, hvor ale folk – ikke altid de mest ansete – gik rundt og spadserede, og hvor skoledisciplene morede sig og fandt på allehånden uskikkelige ting. Der gik i det hele ting i svang, som man skulle forundre sig over kunne ske i en kirke.

I året 1580 berettes der om en formelig helligbrøde, der blev begået i domkirken.

Så galt var det fat, at nogle behjertede private mænd, for at råde bod på disse uskikkeligheder i kirken, der på de tider om vinteren og om morgen henlå i mørke, skænkede kapitaler, der skulle anvendes til, at der altid under mørket kunne brænde vokslys i lysearmene men lysene trak vel nærmest en del løse personer til i stedet for at skræmme dem bort.

I 1694 anordnede Biskop Lodberg, at korsangen, der hidtil var afholdt kl. 2 og 3 om eftermiddagen, skulle henlægges til kl. 5 og 6, medens lysene brændte, for på den måde at afværge misbrug af kirken.

Men tilbage til sagen om helligbrøden.

Et eksempel på uorden af værste art kom første gang frem den 29. april 1580.

I tingbogen hedder det, at sognepræsten ved domkirken Mag. Jacob Madsen, den senere Biskop på Fyn Jacob Madsen Vejle, Hans Kristensen Bartskær og tog andre borgere mødte i retten. Her forklarede de, at da de den foregående mandag ”gik og spadserede i domkirken”, havde de bemærket et opløb af skoledisciple ved en lukket stod i Biskop Iver Muncks Kapel i Domkirkens sydlige sideskib, kaldet Biskop Ivers stol.

Da de spurgte ”degnene”, hvad der var på færde, fortalte disse, at Hans Jacobsen Møller hvade været inde i stolen med et kvindfolk.
Hans Møller var forpagter af Kongens Mølle, der lå hvor nu Frislusen er. Han var en af Ribes mest rå slagsbrødre, og fruentimmeret var hans tjenestepige, Karen Pedersdatter fra Brande Sogn.

Pigen forklarede selv i retten den følgende dag, at hun var kommen ind i kirken med Hans Møller, og da han ”stoidt och loedt sit vand y then første stoel, han gik udil, effther han kom y kirchen”, var hun gået fra ham og stod nu og snakkede med nogle kvinder af hendes bekendskab.

Allerede af denne forklaring fremgår det, at der var begået en fast utrolig usømmelighed, men pigebarnet har næppe sagt den fulde sandhed. – Den 2. maj møder nemlig 6 af ”skolens personer” i retten og vidner ved deres Helligånds ed, sjæls salighed og oprakte fingre” i sagen, og der kom artige ting frem. – En discipel ved navn Peder Christensen Bøffuel forklarede, at han, da han mandagen før Sct. Valborgs dag ”gik y vor Frue Kirche och spadserett” så han, at der stod en kvinde ved Bisp Ivers Stol. Dette meddelte han til sine kammerater og de så da kvinden gå ind i stolen.

Den håbefulde ungdom gav sig nu til at bombardere stolen med sten. – Kvinden kom da til syne og satte sig op i stolen, som hun skjult sig i. De så ikke straks Hans Møller, men siden kom han med kvinden ud af stolen.

Man kunne efter dette vidnesbyrd tænke sig det værste, og det var således ikke uden grund, at sognepræsten og de omtalte borgere bragte sagen frem for offentligheden.

Når skoleeleverne på grundlag af, at en mand og en kvinde kom frem af skolen kunne fatte mistanke om groft brud på sømmeligheden, kan man antage, at kirken på den tid har været berygtet som et sted, hvor der holdtes stævnemøder.

Da sagen nærmest måtte anses for at høre under gejstlig ret, tog Lensmaden på Riberhus, Hr. Erik Lykke, som indehaver den gejstlige jurisdiktion sig af sagen.

Da mølleren ikke kunne stille kaution for sig, havde Lensmanden ved sin slotsfoged Svend Bendtsen ladet mølleren anholde og sætte i fængsel på slottet. – Anholdelsen var sket på Rådhuset i Grønnegade, hvor mølleren måske havde søgt tilflugt for at magistraten skulle beskytte ham. Ved således at trænge ind på selve rådshuet havde der fundet en retskrænkelse sted, og det kom da også til klammeri af den grund.

Hans Møller havde på tinget fået disciplene til at indrømme, at de i og for sig ikke havde set ham opføre sig uskikkeligt i stolen i kirken, og den tiltalte havde derfor erklæret det hele for ”Mummesnak”.

Overfor møllerens klager over at være blevet ført til slottet, svarede slotsfogden, at han havde handlet efter Lensmandens ordre. Men da Erik Lykke var død, lod hans efterfølger, Albert Friis, Slotsgoden tiltage ved bytinget for hans optræden i sagen, fordi han havde fængslet mølleren, der ikke var grebet på fersk gerning.

Der toges ikke hensyn til, at Svend Bendtsten påberåbte sig de rygter, der gik om mølleren, men kun dertil, at mølleren var fængslet uden borgmestre og råds- og fogdernes forlov, hvorfor dommerne ikke kunne finde Hans Møller så lovligen fængslet, som det brude, og fogden dømtes derefter.

Men hermed var Hans Møllers sag ikke afgjort. Rimeligvis er sagen blevet afgjort på sommerlandemådet i Varde, der afholdes 3 dage før Sct. Hansdag. Det vides ikke, hvorledes det endelige udfald belv for mølleren og pigen. Muligvis har Lensmanden også her mere eller mindre holdt sin beskyttende hånd over mølleren. I hvert fald vedblev Hans at leve i Ribe og havde Kongens Mølle i forpagtning i flere år efter den tid.