Kapital 1 Min baggrund

Vi har alle noget med i bagagen. Det er ikke så vigtigt, hvad det er, men nogen gange kan det måske hjælpe på forståelsen.

Jeg er rødhåret. Noget der ikke var populært i min skoletid. Jeg fik bank stort set hver dag på vej hjem fra skole. Ikke af mine klassekammerater. Dem havde jeg det sådan set fint nok sammen med. Men stort set af alle andre.

Skæbnen ville, at da jeg rundede 1 meter og 85 centimeter, så stod de andre stille og jeg blev meget højere end dem. Så var det ikke længere så sjovt at banke mig.

Mine forældre blev skilt i midten af 80’erne. En dag pakkede min far sine ting og rejste til København. Jeg betragter det som en lykkelig skilsmisse. Også efter alt det jeg har været igennem de sidste 10 år. I dag bor min far også i Ribe – men det er en helt anden historie.

Jeg har altid været klar over mit lave selvværd, men aldrig tænkt særlig meget over det. Det kom måske nok mest til udtryk, da jeg selv boede i København i første omgang.

Her socialiserede jeg mig en del med unge, der studerede for at blive akademikere. Men jeg følte mig aldrig hjemme i det miljø og aldrig hjemme i København. Jeg ville hjem til Jylland.

Det arbejde jeg havde første gang, jeg boede i København, passede jeg dag ud og dag ind. Jeg var taknemlig over at have et job i en tid med høj ungdomsarbejdsløshed. Men i guder, hvor jeg hadede det job.

Da jeg flytter hjem til Jylland, tager bruddet med min daværende forlovede hårdt på mig. Jeg flyttede lige hjem i hvepsereden, for at blive blev indhentet af en del fra fortiden. Til sidst traf jeg beslutningen om at rejse fra det hele og tog til Central Amerika med min bror, hvor vi spenderende 2 ½ fantastiske måneder. Og jeg kom hjem som en genfødt.

På vores rejse i Central Amerika giver stress mig første gang noget at tænke over. Jeg møder og falder nemlig i snak med en ung englænder, der for snart tyve år siden sagde: ”Vi er automatisk stresset, når vi er på arbejde. Vi er nemlig et sted, hvor vi bund og grund ikke har lyst til at være”.

Da jeg bor i København af anden omgang, er min søn blot 2 ½ år gammel, da jeg får konstateret modermærkekræft. Kræften havde heldigvis ikke bredt sig ud i mine blodbaner, men vi havde netop købt hus. De 14 dage med uvidenhed tog måske nok hårdest på min kone.

Vi bor i dag i Ribe på 13. år. Anette er stadigvæk min kone og vi har to skønne børn.