Kapitel 2 Ufed start

Min nye chef magter ikke at tage en beslutning. Den anden jobsamtale har været udskudt flere gange. Første gang, da vores datter pludselig meldte sin ankomst. Og anden gang, da en ældre medarbejder, jeg skulle konfronteres med og blåstemples af, blev sygemeldt.

Så da HR medarbejderen ringer og meddeler, at de endnu ikke har truffet en beslutning, kører jeg bluffet ud og siger, at jeg vil have hurtigt svar, ellers går jeg videre med de andre alternativer. Jeg vil bare gerne have jobbet, så familien kan komme tilbage til Jylland.

Det er en gammel konservativ familieejet virksomhed, hvor sparsomlighed er i højsædet. Jeg har næsten ikke prøvet andet i mine daværende ti år i erhvervslivet.

Jeg røvkeder mig i mit nye job. Min første opgave er at skrive min egen stillingsbeskrivelse…. Efter to uger i virksomheden, kan det kun blive i generelle vendinger. Og min nye chef er ikke tilfreds; Den skal være mere konkret!

Til sidste beslutter jeg mig for at teste hende og sender slet ikke noget til hende. Og ganske rigtigt, så glemmer hun det…

Jeg har ingen ledelseserfaring. Den typiske mellemleder-roller. Du er ansat grundet din ekspert viden, men du skal også lede de her folk. Efter tre måneder har den ældre herre i afdelingen med 19 års erfaring fået nok.

Han har valgt at sige op, med den begrundelse, at det er firmaets officielle politik, at man går på pension som 65 årig. Hans ønske var at blive, til han blev 70. Han udarbejder dog en hel liste af horrible krav, såfremt firmaet fortsat ønsker at gøre brug af hans ekspertise. Jeg er ikke i tvivl, det gør vi ikke.

Men min chef er ikke helt så sikker. Hun vil gerne have, at vi går i dialog omkring kravene. Jeg har mest lyst til at sukke højt. Men her er trods alt tale om en medarbejder, der har været i firmaet i 19 år. Jeg forsøger at tage dialogen…..

Dialogen bliver dog hurtigt til et angreb på min person og jeg er ikke i tvivl om, at dette skal slutte. Heldigvis træffer min chef så endelig en beslutning.

Da medarbejderen med 19 års erfaring har sidste arbejdsdag, kommer vores fælles chef ind og vil sige farvel. ”Ja, jeg havde jo ikke lige regnet med, at det skulle slutte på denne måde” siger han til hende. ”Det havde jeg heller ikke” svarer hun og går. Der genvandt hun så en smule respekt hos mig.

På vej ud af døren den sidste dag, vender medarbejderen med 19 års erfaring sig om i døren og meddeler; ”Når I ringer i morgen, er det ikke sikkert jeg er hjemme. Jeg skal hjælpe min søn med at bygge hus. Bare læg en besked, så skal jeg ringe, når jeg kommer hjem”. Vi ringede aldrig til ham……

Han efterlod sit skrivebord fra den ene dag til den anden og jeg tog tjansen med at rydde op efter ham. Her finder jeg en liste over alle de større eller mindre ting, og en del politiske emner i firmaet, som han havde en forventning om, at jeg ville løse.

En dag beslutter jeg mig for at bryde kedsomheden på arbejde. Jeg har fået kontakt til en kollega i andet europæisk land og han inviterer mig ned. Jeg beslutter mig for at tage en af mine medarbejdere med som støtte.

På fredagsmødet, hvor jeg ellers sjældent har haft nyt fra min afdeling at byde ind med, meddeler jeg min beslutning.

Min chef går helt amok og råber og skriger af mig, hvad jeg dog tænker på. At ødsle penge væk på den måde. Om jeg dog ikke har hørt om videokonferencer.

Jeg er helt befippet. Jeg har været i jobbet i ganske kort tid. Jeg har lige rykket hele familien fra Sjælland til København. Min kone går hjemme på barsel og vi er afhængige af min indkomst.

Og så skriger min nye chef af mig som en anden snothvalp!

Jeg har mest lyst til at meddele hende, at dette er en kæmpe fejl og sige mit job op. Men jeg har jo en familie derhjemme at tænke på.

Hvis jeg skal pege på et tidspunkt i dag, hvor virkeligheden ramte mig, så må det være her. Låst på hænder og fødder af forsørgerpligten.

I stedet for begynder jeg at lede efter et andet arbejde. Og jeg har faktisk skrevet under på en anden kontrakt efter blot ét år i det nye firma.

Men just som jeg skal til at sende den nye kontrakt, hører jeg om et stort projekt hos min nuværende arbejdsgiver, der har set dagens lys. Og det projekt vil jeg bare være en del af!