Kapitel 4. Glimt fra hverdagen

Wuhuuuuu, det var ny rekord! 10 biler bød denne overhaling på! 140 km/t. på hovedvejen på vej hjem fra arbejde. Det er turistsæson, så der er mange biler på vejen. Jeg skal nå at hente vores datter, inden de lukker. Fotovognen når lige præcis at gemme sig bag en campingvogn, så han ikke kan fange mig!

Selv om jeg ser sol, måne og stjerner på vej hjem i bilen er jeg glad. Jeg leverer varen og kan få øje på fremdriften. Så gør det ikke noget, at hjernen kører på overdrive.

Da jeg henter min datter, står der et eller andet, vi skal huske på tavlen. ”Husk at huske” skriver jeg kækt under påmindelsen. Jeg er oven på!

Hjem og hente datteren, aftensmad, lektier, bad, sang og så godnat. Så kan der arbejdes lidt mere.

Jeg sidder og mapper 1.000 datalinjer efter arbejde. Et lille sideprojekt, der giver god mening, når jeg er færdig.

Følelsen af at gøre en forskel er det vigtigste for mig. Det er den der driver mig. Og det gør jeg her!

Mit netværk tæller efterhånden kontakter i hele verden. Fra det nederste niveau i organisationen. Det er deres kamp jeg kæmper. En kamp for en hverdag, hvor tingene gøres nemmere.

Ikke at det gør den store forskel, så skal de bare lave noget andet. Jeg har præsteret at rejse til Sydeuropa og sidde sammen med en kollega. Efter 15 minutter får jeg hele livshistorien og problemerne på arbejde. Men jeg kan hjælpe dem med at gøre det lettere at gå på arbejde. Jeg skal bare lige….

I det mindste er jeg blevet færdig med min CBA. Der var lige et par pladser på holdet, så jeg meldte mig.

Nu har jeg da tid til igen at se lidt fodbold ved siden af.

Jeg blander mig også lidt i den lokale debat. Et skrapt læserbrev får lige sat tingene på plads. For det er jeg – skarp!

Og nu hvor vi er i gang med at være skarp. Der er et par kollegaer, der ikke helt leverer efter mine forventninger. Vi har et stort projekt og en deadline. De får også lige et par skarpe mails med CC til diverse projektledere. Det er i hvert fald ikke min skyld, hvis projektet ikke bliver en succes.

Især en bestemt kollega føler jeg ikke leverer varen. Hun stiller konstant modspørgsmål og gør ikke som jeg føler vi har aftalt eller hvad jeg mener skal gøres inden for mit ansvarsområde. Hun får et par ekstra skarpe bemærkninger med CC til hendes chef.

Efter et helt år, hvor jeg har siddet og kigget ud i luften og surfet rundt på nettet, har jeg endelig fundet min plads på holdet. En nøglerolle, der skal udnyttes.

Jeg er stor fodboldfan. Selv om jeg aldrig selv har spillet. En rigtig mandagstræner! I mit univers er der rigtig mange ligheder mellem fodbold, arbejde og politik. På arbejde deler jeg typisk mine kollegaer op i to; Dem der spiller bolden på tværs og dem der spiller bolden fremad til angreb.

Og præcis som i den virkelige verden, så er der rigtig mange af dem, der ikke tør spille bolden fremad på banen, af frygt for, at modstanderen tager bolden. Dem har jeg det rigtig svært med. I mine øjne går de bare på arbejde for at score deres løn og få tiden til at gå. De bidrager med intet fagligt, for at virksomheden skal bevæge sig fremad.

Fra min stol ser det ud til at valget i juni 2015, især ryddede ud i de defensive politikere. Dem der kun bruger deres taletid på at nedgøre de andres politik, uden selv at byde ind med løsningen på udfordringen. Profil analyser af mig bekræfter, at jeg er utrolig løsningsorienteret og ofte selv byder ind med banebrydende løsninger. Løsninger som jeg også efterfølgende kæmper for. Og det er ikke altid rart at komme på tværs af mig, når jeg har sat mig noget i hovedet.

Den ene af mine medarbejdere har været hos lægen. ”Du har stress” lyder dommen.

Jeg spekulerer på, hvad det er og hvordan jeg skal takle det. Hos firmaets HR afdeling søger jeg råd. ”Får han motion? Spiser han sundt?”.

Rådene bliver givet videre til min medarbejder og han betror mig, at psykologen har identificeret 7 årsager til hans stress. Han betror mig de 6 og vil gerne holde den 7. for sig selv.

Jeg bliver overbevist om, at er det fysisk. Han sidder praktisk talt og sover på arbejde i stolen over for mig fra tid til anden. Og snorker! Den anden medarbejder og jeg griner i lang tid af oplevelsen.

”Jeg har aldrig haft en chef der træffer så hurtige beslutninger som dig” betror den ikke snorkende medarbejder mig.

Efter at have kørt 1 ½ time til og fra arbejde i syv år, siger den snorkende medarbejder dog op en dag. Senere fortæller han, at han havde været på vej ned for at besøge os, men han var blevet syg og vendt om.

Han fortæller også, at han har fået foretaget en ballonudvidelse og at han har det meget bedre i dag. Hvilket bekræftede mig i min konklusion.

Han er ikke den eneste der bliver sygemeldt med stress. Kollegaen der ikke levede op til mine forventninger om levering, bliver også sygemeldt efter nogle måneder.

Kunne de dog ikke bare tage sig sammen….