Kapitel 5 Hamsterhjulet

Der er styr på det hele! Budget, realkreditlån, bilernes service besøg, sommer-/vinterdæk, frisør, madpakker, svømme- og gymnastiktøj, flyvedragter, solcreme, frugt, læge og tandlægebesøg, pension, forældremøder, skole/hjem samtaler, børnefødselsdage, for- og baglygte, reflekser på cyklerne, cykelhjem, lektier, optiker, vaccinationer, drikkedunk, sportstøj og fritidsinteresserne. Tror det eller lade være, den sidste tid i børnehaven skulle datteren også have en ren kop med hver dag!

For slet ikke om tale om alt det arbejde der ved at skulle få en reparatør på besøg, når de kære hjælpemidler hele tiden går i stykker…. Eller en fridag, når TDC’s teknikker meddelte deres besøg en tilfældig dag mellem 8 og 16.00.

Vi prøver både en papirkalender, elektronisk kalender og hvad man nu har af hjælpemidler i dag. Det fungerer ikke for os. Det bedste er, hvis jeg har det hele i hovedet.

Det ord jeg hader mest af alle ord er ordet ”Husk”. I dag nægter jeg at huske på tidspunkter. Især tidspunkter, hvor ungerne skal noget. Det må de selv klare i dag.

Der blev taget fri til at se børnenes projekter i børnehave og skole.

Der blev taget initiativ til at gå i biografen, fodboldkampe og koncerter med vennerne. Selv om man er far til to, har man vel stadigvæk et socialt liv. Jeg kæmper i hvert fald for mit og nyder også at komme lidt væk fra det hele.

Ud over selv at tage turen til Vejen, 30 km. et par gange om ugen, for at spille basketball. Så tager jeg også turen med min søn og hans kammerater. De vil gerne spille basketball, som ikke er muligt i Ribe.

Jeg startede med selv at tage turen, da jeg savnede voksen kontakt. Efter at være flyttet til Jylland, taler jeg stort set kun med min kone og mine medarbejdere. Og lidt sport på programmet gør ingen skade. Men det er ikke kun for at spille basketball. Jeg tager naturligvis også turen for at hjælpe klubben med de arrangementer der er stablet på benene for at skabe overskud i klubkassen.

Med fire sæt bedsteforældre, er der rigeligt med familiebesøg, der skal passes.

Når lønnen tiggede ind den sidste dag i måneden, vidste jeg præcis hvilken beklædningsdel der trængte til at blive skiftet ud, så jeg kunne se præsentable ud på arbejde.
Jeg kan ikke lade være med involvere mig i samfundspolitiske forhold. Jeg diskuterer i diverse debat forums.

Der bliver diskuteret med de ældre generationer om, hvorfor det er vi forældre ikke magter det i dag. Vi arbejder mindre timer og har langt flere penge til os selv og hjælpemidler??

Jeg tænker selv over det i lang tid. Jeg har det ikke fra fremmede. Min mor følger også med og har også sine stærke holdninger, som hun elsker at kaste i hovedet på mig.

Hvorfor kan vi ikke få det til at fungere? Jeg er træt af at høre på min mors råd og indblanding. Til sidst meddeler jeg hende, at hun jo selv blev skilt og dermed ikke selv bestod ægteskabets udfordringer, hvorfor hun måske ikke lige er den rette til at give råd.

Det gav i det mindste ro fra den front.

Da min datters børnehave sparer frugtordningen væk og samtidigt sender 33 pædagoger til Toscana, er det mig, der tager kampen og er på forsiden af den lokale avis. En nyhed der går Danmark rundt og der sker ikke en skid.

De samme 33 pædagoger kunne há lært det de lærer i Toscana, ved at tage 500 meter ned af vejen og besøge den anden børnehave….

Stærk i holdningerne og stræk i handling! Eller handlingens mand som min nabo kalder mig.

Vi er forældrene med overskud til at tage vores børn med i biograf, svømmehal, badeland med overnatning og forsøger at hjælpe både vores børn og deres kammerater, hvor vi ved, at det kniber lidt på hjemmefronten.

Der er styr på det hele, uden at vi helt præcis ved hvorfor vi skal have det….

Morgenrutinen hjemme hos os er rædselsfuld. Det er svært for både kone og børn at komme ud af sengen. Der sker ikke noget, før jeg står op og begynder at skynde på de tre andre. Der er mig der sætter tempoet. Nedtællingen til, ”hvornår bussen” kører bliver meddelt hårdt flere gange i løbet af den time vi har til at blive færdige.

Min datter begynder i førskole på samme skole, som min søn går. Han føler klart, at hun invaderer hans område og der skal pisses territorier af. Det sker hver morgen i de 10 minutter det tager at køre ned til skolen. Det er praktisk, det er i den retning, jeg skal køre. Så jeg tager dem naturligvis med.

Jeg er i fucking dårligt humør, når jeg har afleveret dem. De skændes fra vi har sat os i bilen. Hvem skal sidde hvor. Hvilken kanal skal vi høre og så videre. Jeg gider fandeme ikke være overdommer hele tiden og jeg er i totalt skod humør, når jeg møder ind på arbejde.

På arbejde er vi begyndt at snakke meget om noget det hedder stress. Jeg sidder og gir højlydt udtryk for, at folk bare kan tage sig sammen.

Vi kommer på stresskursus og min arbejdsgiver vil have mig til at skrive under på nogle papirer, så de kan få tilskud fra kommunen. Glem det, aldrig i livet! Denne kamp er også vigtig for mig. Der skal ikke udbetales tilskud til mig på noget som helst!

Så tá Jer dog sammen og forstå det!

På vores arbejdscomputer er der blevet installeret et fint lille program. Det popper op hver dag til frokost og spørger, hvor travlt jeg har det og hvordan jeg har det. Jeg kan svare med en karakter fra 1 til 10.

Vi bruger time på time til afdelingsmøde på at diskutere resultaterne; At have travlt er jo ikke det samme som at have stress.

Men hvad er stress så?