Kapitel 6 – 40 års krisen

Min 40 års krise startede en dag, hvor en kollega trådte ind på kontoret og spurgte om jeg ville med ud og løbe 10 km. om søndagen. Ét helt år før min 40 års fødselsdag.

Den ene ting jeg ikke havde styr på i mit liv var min vægt. Fra en teenager på 195 centimeter og 85 kg. kunne jeg spise ALT. Min aftensmad kunne fint bestå af en king size snickers og en halv liter cola.

Da jeg flyttede sammen med min første kæreste, havde jeg vanen tro ingen fokus på min vægt. En dag kommer min kæreste hjem og fortæller, at hendes veninde havde sagt til hende, at nu kunne jeg altså ikke gå i de busker mere. Så måtte jeg på vægten – 105 kg!!

Fire år senere, da forholdet var slut, tabte jeg hurtigt de 15 kg. igen. Da jeg flyttede sammen med min nuværende kone, meddelte jeg hende, at det eneste der ikke skulle ske nu, var at jeg tog på vægt.

Hun kan ikke bebrejdes, at jeg fik et job med rejser til især sydeuropæiske lande, med sene arbejdsmåltider, alkohol og hjem i seng.

Og så kantinemaden på den nye arbejdsplads! Vupti, så vejede jeg 120 kg.

Jeg havde holdt mig aktiv med basketball og lidt løb, men havde aldrig løbet 10 km. Så da kollegaen stod der og snakkede om 10 km. løb, var jeg game.

Dem klarede jeg så alene i en tid, hvor man lige så godt kunne há gået de 10 km. Men jeg gjorde det!

Det var starten på høj fokus på mig selv og en masse motion. Det var fedt at bruge sin krop igen. Fedt at føle sig mere i live end nogensinde. Jeg var 28, da jeg fik kørekort og inden dag var jeg vant til at gå og cykle, hvis jeg skulle noget.

Vægten raslede ned.

I takt med at vægten raslede ned, oplevede jeg, eller opfattede en stigende fokus fra de unge kvindelige kollegaer. Ja, jeg var 10 år yngre!

Væk var tankerne om flyverdragter, solcreme, bilservice og alt det andet jeg gik og huskede på. Her var positive tanker om en 10 år yngre og flot høj fyr på 100 kg.

Jeg løb længere og længere og kom helt op på 15 km. Men jeg var en langsom løber og fik aldrig helt tiden med mig.

På arbejde var det nemt at falde i snak med andre motionsfreaks, der også løb længere og hurtigere.

Stille og roligt sneg tanken om at lave det samme nummer som min far ind på mig; Hvis jeg nu forlod det hele, var der ikke hele tiden så meget arbejde med familielivet. Ville det være den ultimative frihed og lykke?

Der er så meget jeg skal nå at udføre i min hverdag, at det kunne være rart at slippe for arbejdet og ansvaret. Det er helt vildt hvad jeg når at udføre med mit nye energiniveau.

Dagen slutter typisk med at jeg ligger og læser til kl. 00-1.00 og alligevel kan jeg stå op dagen efter og gennemføre dagen!

Min indre stemme råbte ”NEJ” – dine børn skal ikke også være skilsmissebørn…..

Men logikken var ikke enig, det var fristende at skride fra det hele.