Kapitel 7 Højt at flyve – dybt at falde

Én gang om året havde jeg møde med mit nye chef, der var blevet sat ind mellem hende, der ikke kunne træffe en beslutning og så mig. Det var en lettelse, selv om hendes manglende beslutningsevne stadigvæk smittede af på hele afdelingen.

År efter år sad jeg og meddelte ham, at jeg var ligeglad med lønstigningerne, bare de behandlede mig ordentligt.

Standard spørgsmålet fra ham var, hvad kunne du tænke dig at lave, når du ikke skal lave det her mere?

Jeg udpegede en af Vice President stillingerne, vel vidende at det var besat af en, der ville være at finde i stillingen i mange år.

Skæbnen ville at det store projekt jeg arbejdede på endte som en katastrofe og VP’en gjorde den fejl at blive ved med at forsvare sine medarbejdere ud over det rimlige. Det kostede ham stillingen. Jeg synes det er ok at forsvare sine medarbejdere, men på et tidspunkt må man også være realistisk og indse deres fejl og stille højere krav. Fra den ene dag til den anden var han historie.

Og pludselig var VP stillingen fri.

Hele firmaet havde fået ny ledelse. Hvilket i sig selv er en sjov historie:

På et af vores medarbejder arrangementer bliver vi præsenteret for manden, der står og gir en masse detaljer om det kinesiske marked.

Detaljer som jeg igennem lang tid at kæmpe for at få fat i og indarbejdet i det store centrale IT system. Nu har han det hele i en fin Power Point.

Jeg skynder mig hjem og skrive og spørge manden, hvor han har de oplysninger fra?

Næste formiddag finder vi os selv stående nede i kantinen og klapper af manden fra dagen før, han skal overtage styringen i firmaet…..

Svaret tilbage til mig: Mailen blev sendt videre til en af hans kollegaer, der bliver bedt om at kigge på det samme med mig. Så fik vi i øvrigt tre måneder til at få styr på det. Jeg testede igen og svarede aldrig nogen af dem og hørte aldrig mere til sagen.

Ledelsens første opgave består i at stoppe alle projekter i organisationen, til ledelsen har revurderet dem.

Jeg er dybt frustreret. Jeg arbejdet på et projekt, hvor jeg har givet mit ord til mit store netværk i hele Verden, at der snart kom en løsning på dette område. Mit ord!

Jeg er en mand der holder ord. Jeg vil gøre alt for at holde mit ord, ellers mister jeg jo min troværdighed over for mine kollegaer.

Her forhindrede den nye ledelse mig i at holde ord.

På trods af den dårlige start med den nye ledelse, så søger jeg alligevel stillingen som VP. Direkte til den nye ledelse.

Jeg var på toppen af mit liv. Oven på. Efter at det store projekt var stoppet, havde jeg ikke længere så meget at se til. Så nye udfordringer skreg på mig. Dette var et kald til mig.

Min nærmeste chef bliver orienteret som den første.

Ansøgningen er udarbejdet som en handlingsplan. En handlingsplan til at overkomme nogle af de udfordringer, der netop havde kostet VP’en stillingen. Og så stod der ordret, at jeg ville arbejde for at højne arbejdsmoralen i afdelingen.

På næste ledelsesmøde satte jeg mig på forreste række. De skulle vide, at jeg var klar. Vores nye øverste ledelse talte direkte til mig. Følte jeg. Virksomheden ville gøre mere i at udvikle og rekruttere internt. Det var deres nuværende medarbejdere de satsede på. De var virksomhedens fremtid. Jeg var så sikker på mit nye job, da jeg gik hjem.

Der gik måneder og jeg hørte intet. INTET.

Den nye ledelse havde ellers svaret hurtigt, at de havde sendt min ansøgning videre til VP’en for HR.

Jeg synes det var genialt at prøve den nye ledelse, ved at udarbejde min ansøgning på dansk i en kæmpe stor international virksomhed. Maybe not. Eller måske var det min indre stemme, der spændte ben for mig selv.

Fra min kontorstol så det pludselig ud som om, at alle mine kollegaer blev forfremmet. Alle i mit netværk på LinkedIn.com fik nye jobs og andre titler.

Her sad jeg med en stigende følelse af, at jeg sad fast. Og i takt med, at denne følelse steg og min ansøgning blev ignoreret, steg følelsen af blive taget for givet også. Alt den tid og kræfter jeg havde brugt på at gøre en forskel. Alle de kræfter jeg havde brugt på at blive accepteret som en kollega, der kan og vil gøre en forskel. Alt sammen forgæves.

Jeg blev vred!