Tilbageblik: Ribe 9. april 1940

Af forhenværende politifuldmægtig A. Z. Thiim, Vestkysten kronik 8.4.1960

(Kronikken indeholder nogle taktiske betragtninger omkring de danske troppers placering og disponeringer op til d. 9. april A. Z. Thiim ikke er enig i. Her gengives de personlige oplevelser af 9. april. Red)

Hvad optog sindene i Ribe den 8. april 1940 om aftenen?

Vel i første række den i dagbladet Vestkysten netop samme dag bragte forside meddelelse om sænkningen af det tyske troppetransportskib ”Brazilien” i Skagerak, men vel også den til den 16. april 1940 i rummet mellem Brøns sogn og Vejrup sogn berammede meget betydelige danske militærindkvartering. En indkvartering i dele den vestlige del af Ribe politikreds derunder også Ribe købstad, en tæt indkvartering, der, om den realiseredes, sikkert ville vise sig at blive meget byrdefuld i alle og enhver henseende, tilmed da den var bebudet at skulle være ”indtil videre”, altså af længere og ubestemt varighed.

Den lokale presse var da også begyndt at lamentere over indkvarteringsbyrden, der især ramte hårdt i købstaden Ribe; man må erindre, at datidens kanonkompagnier og hovedparten af feltartilleriet var hestetrukket.

Kl. 5.55 vækkedes jeg af flyvemaskinelarm og samtidigt dundrede min husvært på døren og oplyste, at han var blevet vækket af flyvemaskiner, der havde passeret og fortsat passerede byen. Jeg styrtede øjeblikkeligt i det bare ingenting med min husvært ned i haven og iagttog en mængde flyvemaskiner, der i stor højde var nordgående. Vi slog os til tåls med, at de var på vej til Norge; fra aviserne vidste vi jo, at den udenrigspolitiske situation Norge og Tyskland imellem, var spændt til det yderste.

Jeg kom imidlertid hurtigt op og begyndte at klæde mig på, og iagttog herunder fra mine vinduer kl. 6.15, et meget betydeligt antal flyvemaskiner, hovedsageligt af jagertype, der meget demonstrativt i lav højde fløj hen over Ribe. Jeg måtte nu erkende, at det næppe var maskiner alene på vej til Norge, eller maskiner, der jagede efter engelske flyvere, der havde været inde over Tyskland eller Sydslesvig. Der måtte være noget galt på færde.

Medens jeg i hast fuldendte min påklædning, kom daværende leder af ordenspolitistationen i Ribe, overpolitibetjent J. Jensen, der boede i samme gade som jeg, med selerne daskende om haserne til min bolig og meldte, at der netop til politistationen var indgået telefonmelding fra politimesteren i Gråsten om, at tyskerne kl. 5 havde påbegyndt en militærbesættelse af Danmark. Politimester Strøbech, der da var chef i for Ribe politikreds, var underrettet og havde beordret alt politipersonel til øjeblikkeligt møde på politistationen på torvet.

Jeg løb straks til politistationen. Det var en skøn, klar med kølig forårsmorgen; en af de første ovenpå fimbulsvinterens isorgier. Storkene var under ankomst og fløj om kap med Messerschmidt’erne, der droppede tryksager. Det var v. Kaupitsch berygtede ”Oprob”.

På politistationen fik jeg oplyst, at landspolitistationerne udenfor Ribe endnu ikke var underrettet, hvorfor jeg straks søgte telefonforbindelse med disse. I Bramminge og Holsted anede man intet, bortset fra iagttagne flyvemaskiner. Men politistationen i Vejen var underrettet inden min opringning, idet daværende ritmester Lunding, generalstabens efterretningsofficer i Jylland, netop havde indfundet sig på politistationen for i tjenstligt øjemed at benytte telefonen. Ritmesteren oplyste mig om situationen: Tyskerne var gået over landegrænsen kl. 5, og samtidigt havde tyskerne gjort landgang i Middelfart og Korsør. Der havde været kæmpet ved Søgård (nord for grænsen ved Padborg), hvor vore tropper var nedkæmpet.

Der havde været kæmpet ved Tønder, hvorfra vore tropper forsprængt søgte nord på, formentlig over Ribe.

Ritmesteren anmodede mig derefter om til oberst Poulsen eller den højstbefalende danske officer for tropperne, der søgte nord på, at overbringe jyske divisions ordre om snarest at søge nord på og samle mod St. Grundet, hvorefter divisionen ville søge at tage en kamp i Vejlestillingen. Divisionen var på plads i Viborg.

Ritmesteren, der forgæves havde forsøgt at komme i forbindelse med telefon Stat 41 (generalstaben i København), anmodede mig om, uopholdeligt at søge at komme i forbindelse med dette telefonnummer og underrette generalstaben om divisionens beslutning og ordre.

Ritmester Lunding udspurgte mig endvidere om, hvorvidt der var foretaget sprængninger af vej- og jernbanebroer eller truffet foranstaltninger hertil.

Jeg måtte besvare disse spørgsmål benægtende, idet der ikke var givet politiet ordre eller anvisninger i så henseende, ligesom der heller ikke politiet bekendt forelå noget, der tydede på, at sådanne beslutninger var iværksat eller kunne iværksættes.

Denne telefonsamtale med ritmester Lunding fandt sted kl. ca. 6.30.

Jeg beordrede straks daværende politibetjent P. Jensen ud til Sønderport (den sydlige indkørsel til Ribe) for at overbringe eventuelt ankomne danske tropper divisionens befaling.

Herefter søgte jeg via rigstelefonen i Esbjerg at opnå forbindelse med Stat 41; men det oplystes at forbindelser øst på kun meget vanskeligt gik igennem, hvis man da overhovedet kunne komme igennem.

Samtlige politikredsens 38 sognefogder underrettedes herefter af politipersonellet om situationen og pålagdes ikke på nogen måde at yde modstand mod besættelsen, samt opfordre befolkningen til at forholde sig absolut rolig; sognefogderne anmodedes tillige om at underrette deres respektive sognerådsformænd med samme anvisning.

Politimester Strøbech og alt personel var efterhånden samlet, og politimesteren underrettede i en kort tale alle om det passerede og gav personellet samme ordre, som lige var blevet udstedt til sognefogderne.

Henimod kl. 7 tilgik der politistationen melding fra politimesterkontoret om, at ritmester Lunding telfonisk fra Bække havde anmodet om, at hans tidligere til mig til viderebesørgelse givne ordre, måtte blive annulleret, idet der nu uopholdeligt skulle gives alle danske tropper ordre til, uopholdeligt at standse al kamp, for ikke at udgyde unyttigt blod, hvorhos tropperne straks ville have at gå i kantonnement på det sted, hvor de i øjeblikket befandt sig.

Af politimesteren gaves der mig nu ordre til sammen med daværende kriminalassistent Østbirk i kriminalpolitiets bil Z11 mod syd for at overbringe de danske tropper den sidste udstedte befaling.

Vi kørte straks mod syd med en hastighed på 120 km-t.

På den nordlige side af Brøns iagttoges, bortset fra flyvemaskiner, intet af interesse, hvorfor vi fortsatte ind i Tønder politikreds, hvor Skærbæk passeredes, uden hindringer af nogen art. I en landejendom syd for Skærbæk, forespurgte vi, om beboerne havde set noget til danske soldater, men man havde overhovedet intet bemærket. Vi fortsatte så gennem Døstrup.

Umiddelbart syd for Døstrup observerede vi i nogen afstand fremefter, en motoriseret militærkolonne i nordgående retning.

Vi erkendte hurtigt, det var en tysk militærkolonne.

Vi studsede ved at se, den enorme kolonne marcherede frem, tæt opsluttet, tilsyneladende kun sikret af Messerschmidt-jagerne, der fløj i usandsynlig lav højde.

Vi forbavsedes også såre ved at se, at kolonnens tete, bestod af motorcyklister på gode danske Nimbus-motorcykler med sidevogne, hvori sad tyske soldater og viftede med skudklare danske rekylgeværer.

Militærkolonnen rykkede i det hele frem på en sådan måde, at det var i absolut modstrid med, hvad jeg som værnepligtig, dansk befalingsmand havde lært på Kronborg.

Det kan tilføjes, at rekylgeværskytterne på de danske Nimbus-motorcykler med sidevogne var sodsværtede, som havde de været i kamp.

Med bange anelser fortsatte vi sydpå langs kolonnen med uformindsket hastighed. Vi ventede faktisk hvert øjeblik at blive anholdt af det tyske militær.

En tysk soldat på motorcykel, brød da også kort efter ud af kolonne, satte efter os, overhalede os, og standsede os; men til vor store forbløffelse indskrænkede han sig til at brøle så elskværdigt, som nu en tysker kan det: ”Fahren Sie en wenig langsamer!”

Vi efterkom naturligvis befalingen og satte hastigheden ned.

I den nordlige udkant af Bredebro var hovedvejen blokeret af en parkeret tysk kolonne med afsiddet mandskab, ligesom en del civilister fyldte op. Vi iagttog samtidig øst for vejen, 4-5 danske maskin- eller rekylgeværer i stilling med front mod syd. Vi måtte standse.

Af de tilstedeværende civilpersoner, fik vi oplyst, at der havde været kamp i ca. 20 minutter. Civilisterne kaldte skydningen for ”Demonstrationsskydning!” Der kunne ikke erholdes oplysninger om tab; men vi fik da oplyst, at den danske styrke afvæbnet, befandt sig under bevogtning i en lille lund ca. 100 m. nord for den foran omtalte rekylgeværstilling. En dansk rutebilchauffør spurgte os, hvorvidt han var pligtig til at køre for tyskerne, der på stedet havde rekvireret ham og hans køretøj. Efter de instrukser, vi havde, var vi desværre nødsaget til at give ham bekræftende svar.

Vi søgte nu til telefoncentralen i Bredebro, hvorfra det trods det, centralen var blokeret af et utal af samtaler, hurtigt lykkedes os at komme igennem til politimesteren i Ribe, der, uanset at den danske styrke var afvæbnet, og sat under tysk bevogtning, gav os ordre til ved henvendelse til de tyske officerer at søge at opnå tilladelse til en samtale med den danske øverstbefalende på stedet. Vi udførte ordren, men den tyske officer, der i øvrigt ganske givet var østriger, affærdigede os brysk med ordene: ”Kein Gespräch!”

Med uforrettet sag kørte vi så atter tilbage til Ribe. Vi fik uhindret lov til at overhale kolonne, hvis marchhastighed var 60 km/t.

Da vi meldte os tilbage i Ribe, havde vi allerede flere enheder af besættelsestropperne passeret byen: og endnu kl. 10.45, da jeg havde telefonisk forbindelse med landpolitistationerne nord for Ribe, passerede de tyske kolonner ustandseligt nord på.

Henimod kl. 11 kom den af mig kl. ca. 6.30 bestilte rigstelefonsamtale med Stat 41. Jeg kunne naturligvis kun overfor den vagthavende officer i generalstaben, beklage ulejligheden, idet min opringning nu var ganske overflødig.

Så kimede telefonen kl. 11.20. Det var stiftamtmanden personlig, der på indenrigsministeriets vegne afleverede følgende tyske befaling: ”Oberst, prins Heinrich af Reuss har befalet mørklægning fra og med i aften kl. 19.00”.

Så mange var ordene. For mit indre øre, hører jeg endnu daværende stiftamtmand U. C. Friis’s dybe, lidt sindlige stemme afgive denne ordre med umiskendelig ironisk-maliciøs stemmeføring. Det gik ikke op for os, om den gode pris af Reuss var af huset Reuss-Sonderhausen eller Reuss-Schwazburg-Rudofstadt; det var i hvert tilfælde de to mindste fyrstendømmer i hin ikke så fjerne fortid, da Tyskland var opdelt i 24 selvstændige stater.

Personligt havde jeg udarbejdet ikke mindre end tre udkast til mørklægningsplan for politikredsen.

Den sidste var blevet godkendt med kendeord o.s.v. i højtidelig lakforseglet kuvert på samme måde som mobiliseringsplanen og opbevaredes om en helligdom. Og nu blev der ikke brug for nogen plan overhovedet. ”Oberst, pris Heinrichs” ordre til det danske indenrigsministerium var nok! Et er imidlertid at udstede en ordre, et andet er at få den gennemført. I langsommelige tider havde man på officielle kontorer og i dagspressen diskuteret mørklægning og midler til at etablere den med, men stort videre var man faktisk ikke kommet.

Hvorledes befolkningen udførte mørklægningen ved jeg ikke; men jeg antager at befolkningen den første aften, altså den 9. april gik i seng kl. ca. 20.00, men mørkt var der i hvert tilfælde.

Det meste af natten kørte vi rundt og instruerede sognefogeder angående udførelse af mørklægningen ligesom vi påså, at mørklægningsbestemmelsen skete fyldest.

På ”Larsen hotel” i Holsted hvor der natten mellem d. 9. og 10. april var tysk indkvartering, havde vi den triumf at kunne påvise overfor den vagthavende tyske officer, at hans officerskammerater sad på værelserne uden nedrullede gardiner og med fuldt blus på pærerne. Vi fik ham med udenfor og belærte ham om ”Oberst prins Heinrichs” kategoriske befaling. Han måtte bide i det sure æble og brølende himmelhøjt ”Licht aus!” – så blev der mørkt også der.

Den nat – det samme skulle senere blive tilfældet med så mange nætter – kom vi ikke i seng: men næste morgen da tyskerne tørnede ud ved daggry, var det første, enhver tysk officer spurgte om: ”Er vi kommet i land i Norge?” Disse ustandselige forespørgsler hin morgen fra tyske officerers side, turde bedst vise, hvor hasarderet hele Hitlers foretagende var set fra et fagligt tysk, militært synspunkt.

Ja, således udspilledes den forsmædelige ouverture til ”de fem forbanede år” her i Ribe og omegn.

Et par dage efter den 9. april ankom der højtidelig skriftlig meddelelse fra den danske generalkommando om, at den til den 16. april 1940 berammede indkvartering mærkværdigvis bortfaldt.