Tilbageblik: Aarhuus Stiftstidende d. 18. juli 1973: Ribe finder sig selv

Af Mette Fastrup

Sommerens arkæologiske undersøgelser beviser, at 300 savnede år af byens fortid ligger gemt under Ribes bykerne

Ribe har endelig fundet sig selv. I mangfoldige år har museumsfolk og andre kulturhistorikere søgt efter Ribes vikingetid. De historiske kilder antydede en betydelig by allerede år 850, da Ansgar sad nede i Bremen og fandt Ribe værdig til den første kirke. Trods ihærdig granskning har den arkæologiske bekræftelse ladet vente på sig. Man mangler 300 år, som netop nu dukker op af undergrunden – midt i Ribe.

Det er med glæde og triumf i sit minespil, antikvar Mogens Bencard, Den antikvariske Samling, fortæller om sommerens fund. Gennem mere end en halv snes år har han og hans folk endevendt adskillige marker i omegnen for at finde spor af beboelse i det manglende tidsrum. Man har søgt fortiden under Hviding Kirke syd for Ribe, og man har udnyttet enhver mulighed for at kikke det nuværende Ribe under fodsålerne.

En virkelig by

De mange udgravninger har bekræftet, at egnen har været rig med hensyn til handel og håndværk fra jernalderen op til middelalderens begyndelse, men ingen af fundene har med overbevisning kunnet begrunde tilstedeværelsen af en virkelig by, af det oprindelig Ribe.

En udgravning i fjor ved Sct. Nicolai Kirkegård gav dels oplysninger om kirkens historie, dels blev der i arkæologiske søgegrøfter fundet en mængde skår fra 700-årene, altså før vikingetiden. Senere undersøgelser bragte vikingetids-skår og andet fundmateriale for dagen., dog fundet i omrodet jord.

I forvejen havde man nogle ganske få ting, der kunne stamme fra den ripensiske vikingetid. I forbindelse med begravelserne spejdede man efter bebyggelseslag, som man formodede at finde, fordi der dukkede en mængde slagger frem. Netop disse slagger tydede på en ødelagt vikingetidsbebyggelse. Hermed havde man den første arkæologiske antydning af den by, der var søgt med så vedholdende energi.

I kunstmuseets have

Det blev en reparation af kunstmuseets fundament, der bragte sommerens store overraskelse. Museet, der er bygget 1864 som privatbolig, var efter en grundvandssænkning blevet så vakkelvornt, at det måtte funderes på ny. I forbindelse med dette gravearbejde lagde museumsfolkene deres søgegrøfter, som meget overbevisende afgav skår fra vikingetiden, store smukke skår af ikke helt almindelige typer.

I museumshaven, der grænser ned til åens nordbred, er der foreløbig lavet flere mindre og et enkelt større udgravningsfelt. I det store felt påvises kulturlag i en meters tykkelse, tydelig fra vikingetiden, og det er netop, hvad man har drømt om i mange år.

Huse og løsfund

Det ret tilfældigt afskårne udgravningsfelt viser rester af en affaldsplads, lag fra huse med et par arner. Der er som noget bemærkelsesværdigt rester af forskellige former for håndværk, hvilket fortæller, at det ikke er nogen tilfældig landsby, man er kommet ned i. Afsavede knogler og halvfabrikata samt råvarer for færdige perler fortæller, at kam- og knapmageren boede side om side med perlemageren.

Også keramikken har meget at fortælle. Der er de almindelige typer fra dansk vikingetid, svært og ret groft gods. Desuden fortæller importkeramik om handel med det sydlige udland. Der er keramik fra Friesland og Rhinegnen. Navnlig den frisiske Tattinger-keramik er bemærkelsesværdig. Den er sort og smukt formet med indlagt tin-folie, der specielt på kander har en fin virkning. Disse kander repræsenterer i øvrigt den ældst kendte kande-type i Danmark. De andre løsfund er karakteristisk vikingetid: Vævevægtge, tenvægte, spillerbrikker af ben, bronzeaffald. Alt sammen tilfældigt blandet, med en entydig konsekvens, nemlig den, at bopladsen ikke er en landsby, men en by samtidig og sidestillet med vikingetidsbebyggelser som Helligeø, Hedeby, Birka og Kaupang.

Ansgars Ribe

Ansgar valgte Ribe til centrum for sin mission i Danmark. De historiske beretninger falder i denne sommer i tråd med de arkæologiske vidnesbyrd. År 948 fik Ribe sin første biskop. Uden en by og et opland var det næppe sket. Ingen finder vel på at gøre en flække til bispesæde. Samme år fik Aarhus og Slesvig deres første biskop. Også her var der allerede da betydelige byer. Det har arkæologiske fund for længst bevist.

Ribe Å har i vikingetiden skilt byen og kirken, sådan som volden på samme tid skilte kirke og by i Aarhus. Kirken i Aarhus var den nuværende Vor Frue. I Ribe flyttede byen til kirken. I Aarhus var det omvendt. Domkirken blev siden lagt inden for vikingernes volde.

De kommende tiders udgravninger i Ribe skal søge at fastslå, om også denne by har haft en beskyttende vold. I et atlas over Europas berømteste byer, udgivet i Køln omkring år 1600, fremhæves Ribe som en betydelig stad, forsynet med en signatur ved åen: altes wal.

Kilderne taler

Indtil midten af 1500-tallet var der ved den nu forsvundne Sct. Nicolai kirke en høj, kaldet Løghøj. Sprogforskeren Peter Skautrup tyder denne løg- som lov, altså dette tingsted hvor Erik Emune i 1137 blev stukket ned af Sorte Plov efter kun tre års regeringstid. Kongen blev gravsat i domkirken.

Ribes første bisp Leofdag, der kom til byen i 948 blev dræbt på vej over åen, fortæller kilderne. De seneste undersøgelser i Ribe gør denne oplysning mere forståelig. Trafikken over det smalle farvand har været en dagligdags ting, også for en biskop, der havde sin kirke på den ene side af åen og muligvis sin bolig på den anden.

Mogens Bencard har i denne sommer fået hold på mange af historiens løse ender. Undersøgelserne fortsætter, såvel de underjordiske som de historiske. Tidsmæssigt er Ribe i færd med at få fast grund under fødderne.

RibeFinderSigSelvStor

Aarhuus Stiftstidende onsdag d. 18. juli 1973