Hvem var Oluf Ring

Kønt er det lille hvide hus ikke længere. Ikke engang mindepladen er hvid længere. Men man fornemmer, at hyggen har været der en gang.

I forbindelse med et forslag om at rive huset ned og omdanne stedet til privat parkeringsplads, har Ribe.nu kigget lidt på, hvem Oluf Ring var.

Se det konkrete forslag her: http://ribe.nu/?p=7482

Wikipedia.org skriver:
Oluf Ring (24. december 1884 i Jelling – 26. april 1946 Skårup, Fyn), var en dansk komponist, der virkede som seminarielærer og skrev en række fremragende og sangbare melodier, som er blevet folkeeje. Han indtog en central rolle i arbejdet med at styrke den folkelige sang i årene omkring 1. verdenskrig sammen med Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Carl Nielsen, hvilket udmøntede sig i udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog 1922.

Denstoredanske.dk skriver:
Oluf Ring, 1884-1946, dansk sangkomponist og sangbogsudgiver. Efter uddannelse som lærer blev han i 1930 ansat ved Skårup Seminarium ved Svendborg. Oluf Ring viede sit liv til (sammen med  Carl Nielsen,  Thomas Laub og  Thorvald Aagaard) at komponere og indføre nye melodier til den folkelige danske fællessang. Af hans hen ved 300 melodier er mange endnu folkeeje, fx Danmark, nu blunder den lyse nat, Hvor smiler fager den danske kyst, Sig nærmer tiden, da jeg må væk og Se, nu stiger solen af havets skød. Oluf Ring blev fornyelsens formidler gennem artikler, foredrag og radioudsendelserne Syng med os og som (med)udgiver af bl.a. Folkehøjskolens Melodibog (1922 og 1940), Arbejdermelodibogen (1936) og Syng Danmark (1938).

Oluf Ring er begravet på Vejstrup Kirkegård på Fyn og du kan se hans gravsted og gravsted.dk‘s mini-biografi af ham her: http://www.gravsted.dk/person.php?navn=olufring

Ribe Handel skrev på Facebook i forbindelse med Oscar uddelingen:
Mens hele Danmark venter i spænding på resultatet at årets Oscarnorminering, behøver ripenserne kun kigge sig over skulderen, for at huske på at det kun er få år siden at Børge Ring, søn af komponisten Oluf  Ring, blev født i Ribe, og blev dansk, Oscar-belønnet instruktør og animator.

Børge Ring  er bl.a. kendt for at have instrueret et par Oscar-belønnede kortfilm, Oh my Darling der blev nomineret i 1978 og Anna og Bella der blev oscar belønnet i 1984. Filmene  præges af hans poetiske streg, gennemførte musikalitet og menneskelige lune. Børge Ring har arbejdet som animator på en lang række store, internationale produktioner, og har i en årrække været bosat i Holland.

For kun et par år siden blev det muligt for Ripsenserne at møde og hylde fænomenet, da en gruppe lokale animationsfreaks (tegnefilmsfans) fik ham til Ribe, hvor han blev hædret på Brorsonsminde. Børge Ring var en blændende jazzmusiker der var med i adskillige af guldaldertidens store orkestre.

En læser af Ribe.nu har på Facebook foreslået at hans hus omdannes til museum.